Både publikum og nettet gik i selvsving, da en takketale ved årets Emmy-prisuddeling udviklede sig til et frieri.

Da den amerikanske instruktør Glenn Weiss natten til tirsdag dansk tid gik på scenen og takkede for sin pris, tog hans tale pludselig en uventet drejning.

Da han var i gang med at takke sin familie og talte om sin mors nylige død, henvendte han sig direkte til sin kæreste, Jan Svendsen, som sad blandt publikum i salen.

»Du undrer dig over, hvorfor jeg ikke vil kalde dig 'min kæreste.' Det er fordi, jeg hellere vil kalde dig 'min kone',« sagde han.

Glenn Weiss vandt en Emmy i kategorien 'bedste instruktør på et komedie- eller underholdningsindslag' og fik prisen for at have instrueret dette års Oscar-show.

Han begyndte sin tale med at fortælle publikum, at hans mor døde for kort tid siden.

»Jeg er virkelig taknemmelig for at være her, men det er bittersødt. Den person, som ville være mest stolt over dette øjeblik, ville være min mor, men hun døde for bare to uger siden.«

»En del af mit hjerte er knust, og jeg tror ikke, at det nogensinde vil blive repareret. Men hun er i mig, og det vil hun altid være,« lød det fra en tydeligt berørt Glenn Weiss.

Foto: ROBYN BECK
Vis mere

Dernæst fortsatte han direkte henvendt til sin kæreste:

»Mor troede altid på at finde de lyse sider i tilværelsen, og hun beundrede min kæreste, Jan (Svendsen, red.). Jan, du er lyset i mit liv. Og mor havde ret: Lad aldrig dit lys gå ud,« sagde han, mens Jan Svendsen fra sin plads formede et 'thank you' med læberne.

Det kom dog bag på alle - og ikke mindst den kommende brud - da den prisvindende instruktør fortsatte:

»Du undrer dig over, hvorfor jeg ikke vil kalde dig min kæreste? Det er fordi, jeg ønsker at kalde dig 'min kone',« sagde han, inden der udbrød vild jubel i salen.

Nede blandt publikum sad Jan Svendsen og lignede en, der knap troede sine egne ører.

Efter et 'Oh my God!' rejste hun sig og mimede hun klart og tydeligt 'Yes', inden hun selv gik på scenen.

Her gik Glenn Weiss på knæ og satte en ring på hendes finger.

I timerne efter Emmy-showet var det naturligvis frieriet, der trak de store overskrifter. Også på Twitter gik brugerne amok over det romantiske øjeblik.

Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere

Som prikken over i'et var den ring, som Glenn Weiss gav sin kommende brud, den samme ring, som hans far i sin tid gav hans mor.

Emmy-vinderen fortalte efterfølgende Variety, at han ville have friet på en burgerbar, hvis han ikke havde vundet prisen.

Glenn Weiss med sin forlovede, Jan Svendsen.
Glenn Weiss med sin forlovede, Jan Svendsen. Foto: MIKE BLAKE
Vis mere