Hvem skal tage over for Anders Breinholt som vært på 'Natholdet'?

Når sæson 23 af TV 2s populære tv-program er færdigoptaget til december, giver den 48-årige tv-vært stafetten videre. Spørgsmålet er: Hvem har fået jobbet?

TV 2 har endnu ikke sat navn på.

I et interview med Radio4 bliver Anders Breinholt spurgt, om det er hans TV 2-kollega Sofie Linde, men det afviser han og tilføjer, at han slet ikke ved, hvem det er.

Man kan jo gætte i det uendelige, men hvis TV 2 går efter en vært med 'Natholdet'-erfaring, er der flere mulige kandidater.

For det første er der komiker Nikolaj Stokholm, som TV 2 senest har brugt som vært ved 'Zulu Comedy Galla'.

Da Anders Breinholt i 2019 en overgang var sygemeldt med stress, fungerede Nikolaj Stokholm som vikar på 'Natholdet', og p.t. har han endnu ikke annonceret nye projekter for 2022.

Derudover har man tidligere brugt en række forskellige gæsteværter i 'Natholdet', hvor de flestes 2022-kalender umiddelbart står åben.

Anders Breinholt fotograferet i 'Natholdet's studie på Frederiksberg 15. september 2020. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Anders Breinholt fotograferet i 'Natholdet's studie på Frederiksberg 15. september 2020. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Lasse Rimmer var i 2014 gæstevært, men oven på sin skilsmisse fra Line Hoffmeyer har han for nylig sagt sit job som radiovært op for at bruge mere tid med sine børn, så han er usikker.

Martin Høgsted, der også var en af gæsteværterne i 2014, er i mellemtiden flyttet til Stockholm og er derfor formentlig heller ikke i spil, men der er stadig otte tidligere gæsteværter at vælge imellem.

Lars Hjortshøj, Thomas Warberg, Simon Kvamm, Huxi Bach, Nicolaj Kopernikus, Martin Brygmann, Rasmus Bjerg og Christian Fuhlendorff har nemlig alle været gæsteværter, og de har det til fælles, at de endnu ikke har annonceret, hvad de skal lave til næste år. Måske TV 2 kigger deres vej?

En sidste – og måske oplagt kandidat – er yderst populære Melvin Kakooza.

Han skulle have været TV 2s 'X Factor'-vært i foråret, og nu hvor han er kommet ovenpå igen efter sin alvorlige hjernetumor-operation, har han i hvert fald noget stort på vej, fortæller han.

I podcasten 'Uden filter' sagde han for nylig:

»Jeg kan sige, at mit liv ændrer sig radikalt meget i 2022. For der sker noget sindssygt stort, som jeg har arbejdet hen mod hele mit liv. Og nu har jeg fået det igennem. Hvad det er, må jeg ikke afsløre. Men det bliver stort.«

Da B.T. spørger hans manager, Jakob Riis, om Melvin Kakooza skal være ny vært på 'Natholdet', lyder der blot kort 'ingen kommentar'.

Anders Breinholt teaser selv rutineret for, at alle spørgsmål vedrørende fremtiden får man svar på i 'Natholdet' i løbet af efteråret. Han har via sin manager ikke haft lyst til at uddybe overfor B.T.

Melvin Kakooza og hans lillebror på den røde løber ved Zulu Awards i KB Hallen torsdag 29. april 2021. (foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021).
Melvin Kakooza og hans lillebror på den røde løber ved Zulu Awards i KB Hallen torsdag 29. april 2021. (foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021). Foto: Martin Sylvest
Vis mere