Satiriker, showmand og tidligere DR-vært Huxi Bach vender tilbage til DR, hvor han skal være vært på et nyt satireprogram.

Den 40-årige multikunstner lavede i 2017 liveshowet ‘Ind til benet’, og i 2018 har privatlivet fyldt en hel del, da Huxi Bach både er blevet gift med kæresten Frederikke Halling Hastrup og er blevet far til tvillinger.

Selv betegner Huxi Bach året som hans bedste nogensinde - men 2019 tegner altså også lyst med et nyt job på vej.

‘2018 var mit bedste år. Nogensinde. Ikke mindst på grund af de her to. Det bliver svært at toppe. Heldigvis ser 2019 også godt ud. Bl.a. skal jeg sidde ved roret på et nyt ugentligt satireprogram på DR2. Mere om det senere. For nu blot: godt nytår,’ skriver Huxi Bach på sin Instagram-profil.

B.T. har været i kontakt med Huxi Bach, som dog på nuværende tidspunkt ikke ønsker at oplyse mere om sin kommende satiretjans.

‘Der kommer noget mere konkret snart. Tålmodighed ;-)’ skriver den 40-årige satiriker i en sms til B.T.

Heller ikke DR er meget for at sige noget om det kommende program, men oplyser til B.T., at der kommer nyt inden længe.

Huxi Bach var i mange år kendt som vært på radiokanalen P3, ligesom han har været vært på det populære musikprogram Boogie.

Huxi Bach optrådte ved Kronprinsparrets prisuddeling i Musikkens Hus i Aalborg i november.
Huxi Bach optrådte ved Kronprinsparrets prisuddeling i Musikkens Hus i Aalborg i november. Foto: Henning Bagger
Vis mere

De seneste år har Huxi Bach blandt andet været vært på Radio 24syv-programmet Huxi og det gode gamle folketing, ligesom han siden 2012 har lavet fire onemanshows, senest Ind til benet fra 2017.

At gå fra radio- og tv-branchen til at stå på en scene og lave shows, folk helst skal grine af, var dog ikke en hel nem overgang.

En lang overgang var der heller ikke penge i det.

»Min allerførste turne gik tæt på nul. Det tjente jeg absolut ingenting på. Jeg bilder mig ikke ind, at bare fordi at jeg har lavet tv og radio i mange år, så kan jeg bare gå ud og lave et onemanshow. Der skal bygges et publikum op, og jeg synes heldigvis, at jeg er blevet bedre,« fortalte Huxi Bach i 2017 til B.T. i forbindelse med premieren på Ind til benet.