Lyt til artiklen

Hvem skal løfte stafetten fra Britt Bendixen som dommer i 'Vild med dans'?

Det spørgsmål har mange seere nok spurgt sig selv om, siden den rutinerede dommers afsked blev meldt ud i sidste sæson. Men nu er sløret løftet.

Sonny Fredie Pedersen bliver nemlig 19. sæsons nye dommer. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

»Det er en opgave, jeg kommer til at tage med så meget stolthed. Det er på hjemmebane i Danmark, og jeg glæder mig til at kunne sidde hver fredag sammen med danskerne og nyde det, som det hele handler om: at danse! Jeg kommer helt klart til at se det hele lidt udefra, og jeg håber, at jeg kan bibringe noget af min energi herovre fra USA i kraft af mine forskellige ekspertiser,« lyder det fra den nye dommer, som fortsætter:

»Jeg elsker dans, og jeg elsker at se folk arbejde hårdt og passioneret med dansen. Jeg kommer til at være fair hele vejen igennem og klart værdsætte alles indsats.«

Danskerne så allerede Sonny Fredie Pedersen på skærmen, da han som 11-årig deltog i DR-dokumentaren 'Ingen slinger i valsen'.

Det er heller ikke første gang, at han er dommer i et TV 2-danseprogram, da han tidligere har haft tjansen i programmet 'Den vildeste danser'.

Siden 2009 har den 35-årige danser boet i Los Angeles, USA, hvor han har koreograferet dans for store stjerner, drevet sin danseskole International Dance Academy og udgivet sin egen musik.

Sonny Fredie Pedersen skal være dommerne sammen med det faste firkløver Anne Laxholm, Jens Werner, Marianne Eihilt og Nikolaj Hübbe.

Programmet får også ny vært i form af komikeren Martin Johannes Larsen, som skal styre slaget sammen med Sarah Grünewald.

'Vild med dans' sæson 19 får premiere fredag 9. september klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.