Lukas Thorsteinsson spillede i 2005 som 13-årig hovedpersonen Jonas i TV 2's populære julekalender 'Jul i Valhal'. I dag er han 29 år og har fundet sit drømmejob.

»Jeg bliver ikke genkendt så meget længere. Det er ofte folk, der tror, de kender mig, og så prøver de at huske, om vi måske er vokset op sammen. Det er hyggeligt nok,« fortæller Lukas Thorsteinsson, der kun har gode minder fra tiden som ung julekalender-stjerne.

»Vi fik jo pludselig en masse opmærksomhed, men der blev taget godt hånd om os unge skuespillere, ligesom min familie var god til at sørge for ikke at lægge så meget i det hele.«

Han spillede i 2011 også med i filmen 'Skyskraber', men siden har han lagt skuespilleriet på hylden.

Jul I Valhal. Lukas Schwarz Thorsteinsson spiller Jonas.
Jul I Valhal. Lukas Schwarz Thorsteinsson spiller Jonas. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Filmbranchen interesserede ham, men det med at være kendt var ikke lige sagen, så i stedet begyndte han efter gymnasiet at læse jura på Københavns Universitet.

»Jeg søgte aldrig ind på skuespillerskolen. Jeg var glad for at være med i de ting, jeg var med i, men det er også en hård branche, og jeg fik at vide af de voksne skuespillere, at det er et fag, man virkelig skal brænde for, ellers skal man hellere lave noget andet,« forklarer Lukas Thorsteinsson.

Og i dag er det så, at han har fundet sit drømmejob, hvor han kan kombinere sin interesse for mediebranchen og jura. I dag arbejder han nemlig som jurist i fagforbundet Danske Dramatikere, hvor han hjælper manuskriptforfattere med deres rettigheder, når de for eksempel forhandler med DR, TV 2 og de internationale streamingtjenester.

»Det er sjovt, at jeg nu arbejder med at hjælpe nogle af de manuskriptforfattere og dramatikere, som jo har skrevet nogle af de ting, som jeg selv har spillet med i.«

Lukas Thorsteinsson anno 2020.
Lukas Thorsteinsson anno 2020. Foto: Lukas Daugbjerg
Vis mere

Han har stadig en lille smule kontakt med sine gamle 'Jul i Valhal'-kollegaer, men det er mest over Facebook.

»Det var jo en meget unik oplevelse, vi havde sammen, så jeg tjekker lige op en gang imellem, hvordan det går.«

Privat bor han i København med sin kæreste og deres hund Rumle. Børn er han ikke nået til endnu.

»Jeg har tænkt over, hvordan jeg skal vise mine børn, at jeg har været med i 'Jul i Valhal'. Men igen, børn og unge er jo så meget på medier i dag, så det kan godt være, det ikke bliver så vildt for dem at forstå det. Men jeg er glad for, at sociale medier ikke fandtes, da vi lavede det, for jeg tror ikke, jeg ville syntes, det var så sjovt at sidde og læse fremmede folks negative kommentarer.«

Lukas Thorsteinsson bringer til sidst en afsløring: Det var ikke ham selv, der sang sangene i 'Jul i Valhal'.

»Det var Alberte Windings søn William, der sang for mig, og Frida Brygmann, der sang for Laura (den anden hovedrolle i 'Jul i Valhal', red.). Det er egentlig vildt, at vi fik al æren for bare at mime og danse akavet til deres sang, haha.«

Hvilken tidligere kendis vil du gerne læse om i morgen? Send dit bud til krdn@bt.dk.