For 22 år siden var han Danmarks nye, store børnestjerne.

Som drengen Hannibal i Wikke & Rasmussens filmhit ’Hannibal og Jerry’, var dengang syv årige Jonathan Kvium i 1997 en dansk pendant til ’Alene Hjemme’-stjernen Macalay Culkin, men efter blot én film forsvandt han igen.

Nu har B.T. fundet ’Hannibal’, der ser tilbage på sin skuespillerkarriere, hvor han spillede sammen med Martin Brygmann, Paprika Steen, Peter Frödin, Hella Joof og ikke mindst hunden Jerry af racen petit basset griffon vendeen.

»Jeg kunne virkelig ikke lide hunden. Jeg syntes, den lugtede. Den var sød nok, men den lugtede ikke særlig godt,« mindes i dag 28-årige Jonathan Kvium med et grin.

Sådan ser Jonathan 'Hannibal' Kvium ud i dag.
Sådan ser Jonathan 'Hannibal' Kvium ud i dag. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Vi var ude og skyde en scene,hvor Humleridderne (rapgruppe fra 90’erne, red.) synger i en hundekennel. Der får jeg en kæmpe rottweiler, som jeg synes er for svedig, men jeg kan godt se nu, at det ikke havde været den samme film, hvis (Jerry) det var en rottweiler.«

Han forsøgte en enkelt gang at komme ind på teaterskolen, men uden held.

I dag er han ved at færdiggøre et speciale indenfor product design.

Jonathan Kvium, der er søn af den berømte billedkunstner Michael Kvium, synes ikke han ligner sig selv som syvårig, men er i løbet af årene alligevel blevet genkendt.

»Jeg kan huske første skoledag i gymnasiet. Jeg havde købt nyt, smart tøj. Så kommer der en ret flot pige hen til mig og spørger, om jeg ikke er ham fra ’Hannibal og Jerry’. Jeg har aldrig fundet ud af, hvordan hun kunne se det.«

DVD-coveret af 'Hannibal og Jerry' fra 1997.
DVD-coveret af 'Hannibal og Jerry' fra 1997. Foto: DVD Cover
Vis mere

Han er i dag gift og har en datter. Han erkender, at han i sine unge dage udnyttede sine status som børnestjerne overfor det modsatte køn.

»Den (filmen, red.) er da blevet vist et par gange på dates, da jeg var 14 år. Jeg har stadig ikke ville se den med min kone. Jeg ved ikke, om jeg får nogle mærkelige flashbacks, hvis jeg skal se den med hende. Hvis min datter vil se den, er det fint nok.«

Du kan høre hele interviewet med Jonathan Kvium i ugens nye afsnit af B.T.s podcast ’Helt væk med Hemmingsen’, hvor du blandt andet også får opklaret mysteriet om drengen der pludselig forstyrrede Pilou Asbæk under Zulu Awards.