Selv om han egentlig har nået pensionsalderen, er der stadig fuld fart over feltet for Frode Munksgaard.

Det er efterhånden 14 år siden, at den folkekære 'Hammerslag'-vært sagde farvel og tak til DR efter 29 års tro tjeneste. I dag lever han blandt andet af at skrive bøger, holde foredrag og importere vin, og den 68-årige vestjyde har absolut ingen planer om at drosle ned og læne sig tilbage.

»Min største frygt er at ende på et plejehjem. Det er det sidste sted, jeg vil lande, men jeg har ikke svært ved at holde mig i live, og jeg har aldrig haft så travlt, som jeg har i øjeblikket,« fortæller han i et interview med netmediet Newsbreak.dk.

I de kommende dage deltager han i Folkemødet på Bornholm, men ellers sørger hustruen også for at holde ham beskæftiget med diverse vedligeholdelsesprojekter derhjemme.

Livet som tv-vært savner han ikke. Han er faktisk ganske sikker på, at han ville sige nej, hvis han fik tilbudet. Det havde sin tid. Han bliver stadig genkendt på gaden, selv om det efterhånden er længe siden, han har lavet tv.

Frode Munksgaard blev særligt kendt som vært på boligprogrammet 'Hammerslag', som han opfandt i 1991, og som siden er solgt til Norge og Sverige. Oprindeligt røg både antikviteter og brugte biler under hammeren, men fra 1994 handlede det kun om boliger og blev dermed til en dyst mellem nogle af landets førende ejendomsmæglere.

I dag er Christian Degn vært på programmet, der uge efter uge fortsat er blandt de mest sete på DR1. Årsagen har programmets skaber selv et bud på:

»Det har et Familie Journal-element, hvor man får lov at komme ind i folks hjem og snage lidt. Og så betyder det selvfølgelig også noget, at man kan sidde hjemme i sofaen og gætte med og være dygtigere end de professionelle,« sagde Frode Munksgaard i forbindelse med 25 års-jubilæet for et par år siden.