Lyt til artiklen

Pokémon-filmen formår at være loyal over for universet – og gøre lidt grin med det. For udenforstående kan det virke utroligt, at det løjerlige japanske fantasiunivers Pokémon har været en global dille i mere end 20 år.

Først som Nintendo-spil, siden som tegnefilm, samlekort, mobilspil og alt muligt andet. Og nu også som live action-spillefilm. Det kan også virke utroligt, at benævnte film faktisk er rigtigt god. Også for folk, der ikke har noget som helst forhold til universet på forhånd.

Den menneskelige hovedperson er den lidt nørdede Tim, hvis far lige er død, tilsyneladende i en banal bilulykke.

For at rydde op i sin fars lejlighed tager Tim til Ryme City, et sted hvor mennesker og pokémons lever side om side (pokémons er væsener i alverdens farver og former og med hver deres unikke karaktertræk). Pokémons plejer ikke at kunne tale, men da Tim møder Pikachu, kan han som den eneste forstå, hvad den siger. Og opdager i øvrigt, at der måske er noget uldent ved hans fars død.

Den historie udvikler sig til et større komplot og kulminerer med bulder og brag og speciel effects. Det er fint og udmærket, men filmen lever bedst, når den fokuserer på detektivhistorien og det umage parløb mellem den sky Tim og den speedsnakkende Pikachu.

Den lodne Pikachu har genial stemme af Ryan Reynolds, der nærmest leverer en familievenlig 'Deadpool'-præstation, og det er i høj grad Reynolds' (og, bevares, manuskriptets) fortjeneste, at 'Pokémon Detective Pikachu' fungerer som familiefilm, som er sjov for både børn og voksne.

I særdeleshed en scene, hvor Tim og Pikachu afhører pokémonen Mr Mime, der kun kan kommunikere ved at mime er fuldstændigt surrealistisk sjov.

Efterhånden som der bliver skruet op for special effects og actionscenerne, mister filmen lidt af sin charme, men grundlæggende er 'Pokémon Detective Pikachu'
en glimrende film, der formår at være loyal over for sit univers og samtidigt gøre en lille smule grin med det. Det er godt gået.