'Hotel Romantik'-deltager: 'MeToo' har gjort det svært at date
67-årige Verner 'Buller' Buhl har oplevet en usikkerhed, når han dater. Selv forklarer han det med frygten for at sige noget forkert efter MeToo-bølgen.

67-årige Verner 'Buller' Buhl har oplevet en usikkerhed, når han dater. Selv forklarer han det med frygten for at sige noget forkert efter MeToo-bølgen.

Verner 'Buller' Buhl, der i øjeblikket kan ses date i DR's 'Hotel Romantik', kalder sig selv for 'Vejles ældste teenager'.
Bag det unge og friske sind gemmer der sig dog en usikkerhed hos Buller, når han skal date hjemme i Danmark. En usikkerhed, som 'Hotel Romantik' ifølge seniordateren hjalp ham med at nedbryde.
»Det er især efter MeToo, at det er blevet lidt svært at give komplimenter til kvinderne og sådan noget,« lyder det fra Buller, der tilføjer:
»Man skal passe på med at sige: 'hvor ser du godt ud i den kjole i dag'. Der er nogen, der synes, at det er dejligt, at man siger det, og andre tager det som om, at man er sexistisk.«
Da Buller ankom til 'Hotel Romantik' på Mallorca, havde han på grund af usikkerheder og nervøsitet bygget en mur op omkring sig selv.
»Det er jo derfor, at jeg er lidt den der 'biker-type'. Det er for at beskytte mig selv,« fortæller Buller og fortsætter:

»Den mur krakelerer lidt dernede, og folk finder ud af, at jeg er jo ikke nogen hård eller ond fyr. Jeg ligner en biker, men jeg er blød inden i.«
Den 67-årige dater fortæller, at han havde et særligt ønske til sin deltagelse i 'Hotel Romantik'.
»Jeg har været gift i 20 år, været single i 5-6 år og er nok blevet lidt rusten i det der med dates, så jeg har egentlig brugt 'Hotel Romantik' som et slags højskoleophold,« siger han og tilføjer:
»Jeg tænkte, at hvis ikke jeg finder nogen, der sparker benene væk under mig, så lærer jeg nok lidt om, hvordan man skal kommunikere og date og give komplimenter.«
Og netop når det kommer til kommunikation, føler Buller, at han er kommet rigere hjem. Han fortæller, at han ikke på samme måde er nervøs for at træde nogen over tæerne.
»Når jeg er på date, så kan jeg hurtigt mærke, om der er en connection. Hvis ikke, så siger vi bare pænt farvel.«
»Det er blevet meget mere muligt for mig, at flirte med kvinder, tage initiativ og byde op til dans eller holde øjenkontakt. Det var jeg usikker på før.«
Har du prøvet at give en kompliment, som ikke blev godt modtaget?

»Nej jeg har ikke oplevet det. Men det er bare nogle, der siger, at jeg skal passe på med at sige sådan nogle ting.«
Buller fortæller om en oplevelse i byen, hvor han og nogle venner var meget uenige om, hvorvidt man kan sige til en kvinde, at hun ser godt ud i sine jeans. Buller konstaterede bare, at det kan man ikke.
Så selvom, der aldrig har været en konkret dårlig oplevelse med at give en kompliment, så har vennernes samtale, fået Buller til at overveje kraftigt, hvad han vælger at sige til kvinder.
»Når der er sådan nogle forskelligheder, og man oplever, at nogen kan blive meget forargede, så lader man hellere helt være.«
Så du har det med i dine overvejelser?
»Meget. Jeg er jo opdraget til, at man skal opføre sig ordentligt.«