Tre er blevet til fire hjemme hos et velkendt 'Gift ved første blik'-par.

Tilbage i 2017 blev den første danske ‘Gift ved første blik’-baby født, da Line og Michael, der blev gift i DRs kærlighedeksperiment tilbage i 2015 blev forældre til en lille pige, Emma.

Line og Michael bor til daglig i New York, hvor Michael kort tid efter optagelserne af ‘Gift ved første blik’ blev tilbudt job, og Line flyttede med.

For nyligt udvidede parret familien med endnu et medlem, da de blev forældre til en lille søn.

'Emma er ret vild med lillebror #familiepåfire #septemberbaby #Brooklynbaby #masserafkærlighed,' skriver Line på sin Instagram-profil line_gvfb, hvor hun deler et billede af parrets lille søn.

‘Gift ved første blik’-parret har udtalt sig meget begrænset til medierne, siden de flyttede til New York, da de gerne vil leve et liv udenfor søgelyset.

I efteråret medvirkede de dog i podcasten ‘Tue og Tonys TV-klub’, hvor de fortalte lidt om, hvordan de så tilbage på deres medvirken i programmet:

»Det er virkelig intenst. Det er bare fem uger, hvor man har pres på og skal sørge for at sige noget interessant og sørge for at give noget af sig selv, og det er bare ikke alt, man har lyst til at give. Og der har vi i hvert fald haft en meget fin aftale om, at vi siger ikke noget til kameraerne, som vi ikke er blevet enige om, og der er også nogle problematikker, vi ikke har valgt at dele med kameraet, for det har vi ikke haft behov for« fortalte Line dengang.

Michael tilføjede desuden, at parret har planer om endnu et bryllup indenfor nærmeste fremtid:

»Der blev også sat nogle krav på bryllupsaftenen, at hvis vi holdt, så har jeg fem år til at fri ordentligt til Line. Så der er også et krav om, at der kommer et ordentligt frieri og et ordentligt bryllup på et tidspunkt, og det synes jeg også kun er på sin plads. Jo, vi er gift, men det rigtige bryllup og det rigtige frieri, det kommer på et tidspunkt,« fastslog Michael.

Line og Michel er altså et tydeligt bevis på, at det altså kan lade sig gøre at finde kærligheden i programmet, og DR giver i øjeblikket endnu engang en række håbefulde par mulighed for det samme i sjette sæson ‘Gift ved første blik’, som ruller over skærmen hver torsdag klokken 20.00 på DR1.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk