Olivia Colman har en dansk forbindelse. Hun spillede hovedrollen i Susanne Biers 'The Night Manager' i 2016 og tilbragte flere måneder sammen med den danske instruktør. Samtidig har hun de seneste år stået i front i serien 'The Crown' i rollen som den britiske dronning Elizabeth II. Alligevel erkender den britiske stjerne blankt, at hun nærmest ikke ved noget om det danske kongehus.

»Jeg har aldrig rigtigt tænkt på de andre landes monarki,« siger Olivia Colman lettere forlegen under et Zoom-interview fra sit hjem i London.

»Jeg er ret uvidende hvad angår andre kongelige familier, og mit kendskab er begrænset, så måske jeg skal i gang med at lave lidt research.«

Olivia Colman har til gengæld lært meget om det britiske kongehus. Især dronning Elizabeth II, som hun nu har spillet i to sæsoner af Netflix' 'The Crown'. Det har fuldkommen vendt op og ned på hendes syn på monarken.

I 2019 vandt Olivia Colman en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle i filmen 'The Favourite'.
I 2019 vandt Olivia Colman en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle i filmen 'The Favourite'. Foto: FREDERIC J. BROWN
Vis mere

»Nu, hvor jeg har spillet vores dronning, er jeg blevet en smule forelsket i hende,« siger Olivia Colman, der sidder i lyset af en stuelampe i sin ellers mørklagte dagligstue.

»Hun er en kombination af ydmyghed og sindsro, og jeg synes, at hun er meget imponerende. Hun er både stærk og rolig, og jeg så gerne, at der var flere, der var som hende.«

Den 46-årige engelske skuespiller har dog aldrig mødt den britiske dronning, der blev kronet i 1953 og i dag er 94 år.

»Men jeg har været inviteret til en velgørenhedsmiddag, hvor prins William var protektor, og så siger man: 'Hej, Deres Kongelige Højhed' og den slags. Men man får ikke et forhold til dem på den måde. Jeg har dog været heldig at neje for flere kongelige et par gange.«

Skuespillerne fra 'The Crown' har blandt andet fået rådgivning af en tidligere major i militæret, David Rankin-Hunt, der minder dem om kongelig etikette. Han har været ansat hos de kongelige i over 30 år. Men selv om Olivia Colman er god til at opføre sig som kongelig i 'The Crown', er hun ikke god til at omgås kongelige i virkeligheden.

»Det er en del af mit job, som jeg ikke har været i stand til at lære, så jeg er ganske elendig til det,« siger hun om at neje pænt for de kongelige.

»Men de er tilgivende og står ikke og peger og griner ad en.«

I fjerde sæson af 'The Crown' introduceres både lady Diana og Margaret Thatcher. Vi ser det første møde mellem prins Charles og Diana, og vi ser deres store bryllup 29. juli 1981, der blev transmitteret verden over.

»Jeg var ret lille, da de blev gift,« siger Olivia Colman, der er født i 1974 og var syv år, da lady Diana gik ned ad kirkegulvet i St Paul's Cathedral.

»Jeg kan godt huske den dag, og jeg havde en hvid vest, røde sokker og blå bukser på hele dagen.«

»Jeg lignede en åndssvag den dag. Men jeg husker hende så tydeligt. Jeg husker også Thatcher ganske svagt. Jeg husker hendes stemme. Det er den slags, man husker, hvis man er født i 70'erne,« siger Olivia Colman.

Det er Gillian Anderson, der spiller Margaret Thatcher, som blev premierminister i Storbritannien i 1979 og forblev ved magten til 1990. Serien fokuserer på hendes forhold til dronningen, der ikke altid var lige godt.

Foto fra den kommende sæson af 'The Crown'.
Foto fra den kommende sæson af 'The Crown'.
Vis mere

»Gillian er perfekt i rollen. Hendes hår og kostume var perfekt, og det gjorde det næsten uhyggeligt at sidde over for hende. Jeg tænkte flere gange, at her sad jeg over for Margaret Thatcher,« siger Olivia Colman.

Det er sidste gang, Olivia Colman spiller dronning Elizabeth II i 'The Crown'. I femte sæson er det den britiske skuespiller Imelda Staunton, der tager over – ligesom Olivia Colman tog over efter Claire Foy, der portrætterede hende i de to første sæsoner.

»Jeg tror aldrig nogensinde igen, at jeg vil få et job som dette. Det var to år med et smukt manuskript og vidunderlige mennesker. Man kunne godt forestille sig, at man ville møde et par røvhuller på to år, men det har jeg bare ikke. Alle er søde og rare. Hele vejen igennem.«

Fjerde sæson af 'The Crown' har premiere søndag 15. november på Netflix.