Den britiske filmstjerne Tom Holland, der nok især er kendt for at spille rollen som 'Spider-Man', har løftet sløret for et nyt projekt.

Et projekt, som også har en dansk instruktør i centrum.

Arkivfoto af den danske filminstruktør Thomas Vinterberg.
Arkivfoto af den danske filminstruktør Thomas Vinterberg. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Det skriver filmmediet Kino.dk, der har interviewet den 'Marvel'-aktuelle skuespiller.

For to år siden indspillede Tom Holland en reklamefilm sammen med den danske filmskaber Thomas Vinterberg – og da mediet spurgte filmstjernen ind til danskeren, afslørede han, at der er mere på vej:

»Jeg elsker Thomas (Vinterberg, red.). Vi arbejder på et andet projekt sammen, som er virkelig spændende,« forklarer den 30-årige britiske skuespiller.

Udover at der er tale om »et langt format«, ønskede Tom Holland dog ikke at afsløre flere detaljer om projektet, da det – som han forklarer til Kino.dk – er en »hemmelighed«.

Tom Holland ses her med den amerikanske skuespiller Zendaya i Madrid den 15. juni. De medvirker begge i den nye 'Spider-Man'-film. Privat danner de par.
Tom Holland ses her med den amerikanske skuespiller Zendaya i Madrid den 15. juni. De medvirker begge i den nye 'Spider-Man'-film. Privat danner de par. Foto: Thomas Coex/AFP/Ritzau Scanpix

Tom Holland er for tiden aktuel med filmen 'Spider-Man: Brand New Day', der er den fjerde film med ham i hovedrollen som Peter Parker.

Filmen får premiere 29. juli.