Digital rynkefjerner har nu også fjernet udtrykket i øjnene. Derfor er den nye gangsterfilm 'The Irishman' med superstjernerne Robert De Niro og Al Pacino blevet udsat på ubestemt tid.

I et forsøg på få to af sine stjerneskuespillere til at se yngre ud er den Oscar-vindende filminstruktør Martin Scorsese nemlig løbet ind i et helt nyt problem.

»Skuespillere som De Niro og Pacino kan sige det hele uden at sige et ord. De bruger nemlig øjnene. Men nu har øjnene mistet deres intensitet, og de er blevet udtryksløse.«

Sådan siger den 76-årige instruktør, der også har stået bag udødelige klassikere som 'Taxi Driver' og 'Goodfellas'.

Robert De Niro (76) som han ser ud i virkeligheden.
Robert De Niro (76) som han ser ud i virkeligheden. Foto: ANGELA WEISS - AFP
Vis mere

Men fejlen er hverken Pacinos eller De Niros. Problemet ligger i et af Hollywoods nyeste computertrick, det såkaldte 'youthification'-CGI-program.

Allerede i action-filmen 'Tron Legacy' fra 2010 kom skuespilleren Jeff Bridges til at se mindst 30 år yngre ud. I 2018 blev Nicole Kidman som ved et trylleslag 28 år gammel igen, da hun i superheltefilmen 'Aquaman' gav den som havgudinden Atlanna. Og i endnu en superheltefilm ,'Gemini Man', kommer den 50-årige Will Smith senere i år til at stå ansigt til ansigt med sit rynkefri 23-årige selv igen.

»Det er lidt uhyggeligt men også vanedannende. Det kan være fristende at bruge teknikken, også selvom historien ikke kræver det, bare for ens egen forfængeligheds skyld,« siger Will Smith til People Magazine.

I 'The Irishman' følger Martin Scorsese både Robert De Niro, Al Pacino og endnu en Scorsese-favorit Joe Pesci fra deres unge år som mafia-lærlinge til garvede forbryderbosser godt oppe i 70'erne.

Will Smith i 'Gemini Man' instrueret af Ang Lee.
Will Smith i 'Gemini Man' instrueret af Ang Lee. Foto: PR
Vis mere

I virkeligheden er Robert De Niro, Al Pacino og Joe Pesci henholdsvis 75, 79 og 76. Og først var Martin Scorsese godt tilfreds med computerprogrammer, der mere eller mindre fejlfrit skruer tiden tilbage og gør de aldrende mænd unge igen.

Men så opdagede mesterinstruktøren noget uheldigt.

»De kom til at ligne dukker med døde øjne. Og i én scene kunne jeg ikke engang kende Bobby (Robert De Niro, red.). Da vi gennemgik dialogen før optagelserne, var det fantastisk. Men på lærredet mistede scenerne deres magi,« siger Scorsese til bladet Hollywood Reporter.

Ifølge bladet Variety kan det tage måneder at gennemarbejde samtlige scener fra en film og få stjernerne til at se yngre ud. Teknikken er blevet bedre. Men ifølge CGI-computerekspert Jeffrey Simpson er computerprogrammet stadig ikke færdigudviklet.

Nicole Kidman i 'Aquaman'. Her kom den 51-årige filmstjerne til at se betydeligt yngre ud. Computerprogrammet leverede både glat hud og ansigtsløft.
Nicole Kidman i 'Aquaman'. Her kom den 51-årige filmstjerne til at se betydeligt yngre ud. Computerprogrammet leverede både glat hud og ansigtsløft. Foto: PR
Vis mere

»Rynkerne forsvinder, når man sætter det digitale ungdoms-filter på. Men det samme sker for andre vigtige detaljer. Det er lidt ligesom folk, der misbruger autotune-maskiner, når de laver musik.«

»Sangerne synger selvfølgelig rent. Men enhver form for personlighed forsvinder samtidig,« siger Jeffrey Simpson, der nu arbejder på at fjerne rynkerne men samtidig beholde udtrykket i øjnene.

Martin Scorses har arbejdet på 'The Irishman' i fire år. Filmen forventes at blive udsendt til næste år. Og det bliver streaminggiganten Netflix, der står for distributionen.