»Vi havde formentlig ikke søgt, hvis ikke vi var blevet inviteret.«

Sådan lyder det fra Niels Vestergaard Sørensen, der er medejer af virksomheden Løft Discs, der er med i denne sæson af DR-programmet 'Løvens hule'. Det skriver Finans.

For sagen er nemlig den, at holdet bag 'Løvens hule' selv kontakter flere af de iværksættere, som er en del af programmet.

Af de deltagende virksomheder er omkring 25 procent nogle, som redaktionen på forhånd har prikket på skulderen eller har opfordret til at søge.

Smykkefirmaet Sorelle er blandt de virksomheder, der er blevet prikket på skulderen forud for optagelse. Foto: Per Arnesen
Smykkefirmaet Sorelle er blandt de virksomheder, der er blevet prikket på skulderen forud for optagelse. Foto: Per Arnesen
Vis mere

Det skriver Mads Lund, der er producent og medstifter af United Production, som producerer 'Løvens hule' for DR til Finans. Det er blandt andet gennem branchemesser, iværksætterevents eller gennem lokalaviser, at redaktionen er stødt på dem.

Mads Lund forklarer dog, at uanset om de er kontaktet forud for optagelse, så skal de indsende et ansøgningsskema for at komme i betragtning til programmet.

Ud over Løft Discs er virksomhederne bag Vuffeli og smykkefirmaet Sorelle fra den nuværende sæson blevet kontaktet. Vuffeli fortæller desuden til Finans, at de højst sandsynligt ikke havde ansøgt, hvis ikke det var, fordi de var blevet kontaktet på forhånd.

United Production har ikke tal på, hvor mange af de virksomheder, som på forhånd er blevet opfordret til at deltage, der ender med at få en investering fra Løverne.