'Hold da helt ferie, det er tarveligt af jer at lade os vente på den måde', og 'Hold nu kæft, hvor lamt!'.

Det er bare nogle af de kommentarer, der er væltet ind, efter det – øjensynligt – sidste afsnit af tv-programmet 'Forført af en falsk profil' i sidste uge blev lagt på DRTV.

Flere seere føler sig nemlig ligeledes forført. Forført af en falsk forhåbning.

Men nu forklarer DR den skuffende slutning.

Foto: DR
Vis mere

I DR3-programmet står en række danske kvinder frem og fortæller, hvordan de i årevis har skrevet med den spændende, veltrænede og opmærksomme 'Jonas Ceer', som siden har vist sig slet ikke at eksistere.

I løbet af fire programmer hjælper en journalist fra DR kvinderne med at finde ud af, hvem der står bag den falske profil.

Problemet er bare, at man som seer aldrig får svar.

For da fjerde – og tilsyneladende sidste – program er slut, mødes man på skærmen af et uforløsende 'Fortsættes...'

Men tv-seerne er aldrig blevet gjort opmærksomme på, at der blot var tale om en første sæson.

Der har aldrig stået 'sæson 1' nogen steder i programomtalen, ligesom der efter titlen på fjerde afsnit har stået (4:4), som på vanlig vis indikerer, at afsnittet er ... ja ... fjerde ud af i alt fire

Det har fået flere til at gå til tasterne på DR3's Facebook-side:.

  • 'Forført af falske udsigter' – I har hele tiden lagt op til, at man bliver afklaret i slutningen af programserien – 4. af 4 afsnit. Det er tarveligt, man ikke kan regne med jer,' skriver Sofie Skriver
  • 'Vildt tarveligt at skrive afsnit 4 af 4, da man som seer sidder og tror, afslutningen kommer,' skriver Danny Bart Rasmussen
  • 'Hold nu kæft, hvor lamt!' skriver Anette Herman Kornum
  • 'Hvad fanden er det for en afslutning,' skriver Nicklas Vild Bauditz
  • 'Jaaa, seriøst, jeg blev så skuffet,' skriver Nanna Louise Bønnelykke
  • 'Det bliver da umuligt at holde styr på den kringlede sag, hvis I venter alt for længe med at sende de nye afsnit. Er det, fordi I stadig er i gang med at filme?' spørger Savanna Lind

Og det er det faktisk, fortæller programmets producent, Andreas Gabrielsen, til B.T.

Sarah Amalie og Pernille er to af de kvinder, der står frem i programmet og fortæller, at de blev snydt af 'Jonas Ceer'.
Sarah Amalie og Pernille er to af de kvinder, der står frem i programmet og fortæller, at de blev snydt af 'Jonas Ceer'. Foto: DR
Vis mere

»De første afsnit er i gang med at blive sendt på tv, da der pludselig sker nogle udviklinger i historien, som gør, at vi kan se, der er mere at fortælle,« siger Andreas Gabrielsen.

»Vi har jo aldrig haft en intention om at snyde nogen, forvirre eller efterlade nogen uforløste, men det ville jo også være at snyde seerne, hvis vi ikke fortalte mere og gav dem en fortsættelse.«.

Kunne man ikke, på det tidspunkt, det gik op for jer, have ændret beskrivelsen fra (4:4) eller skrevet 'Sæson 1' et sted?

»Jo, det kunne man måske godt. Men vi var først meget sent i processen sikre på, at vi kunne lave mere. Og derfor kommer der den her sæson-cliffhanger og en markering af, at fortællingen fortsætter,« siger producenten

Han afviser samtidig, at man kunne have ventet med at bringe de første afsnit, til man kendte slutningen.

»Vi troede jo, vi var færdige med serien. Men det er en levende historie, som vi følger nærmest i real time, og virkeligheden har jo mange tvists.«

I slutningen af afsnittet står der ikke, hvornår fortsættelsen følger, men producent Andreas Gabrielsen afslører, at det sker til efteråret.

Sidste afsnit sendes på DR3 onsdag aften, men kan allerede ses på dr.dk.