Hitserien 'NCIS: Los Angeles' har efter 14 år nået sit endeligt.

Det skriver flere udenlandske medier, herunder Deadline.

CBS-dramaserien, der har rullet over skærmen siden 2009, vil ende på 322 episoder fordelt over 14 sæsoner, når det sidste afsnit sendes i maj.

»Det er ingen overraskelse, at serien lykkedes som en global franchise. Fra dag ét var rollebesætningen, producenterne og besætningen fantastiske partnere, og deres samarbejde og talent kom tydeligt frem på skærmen,« lyder det fra CBS-direktør Amy Reisenbach i en pressemeddelelse.

Daniela Ruah har spillet med i 'NCIS: Los Angeles' siden seriens allerførste episode.
Daniela Ruah har spillet med i 'NCIS: Los Angeles' siden seriens allerførste episode. Foto: VALERY HACHE
Vis mere


»Vi er så taknemmelige for samarbejdet og det bemærkelsesværdige arbejde fra disse skattede medlemmer af vores CBS-familie og planlægger at give dem den store afsked, de og deres fans fortjener,« lyder det videre.

For skuespillerinden Daniela Ruah, der spiller rollen som Kensi Blye i serien, bliver det da tilsyneladende også en vemodig afsked med 'NCIS: Los Angeles'. Hun har nemlig været med helt fra start.

'Fra sæson 1 til sæson 14, fra 24 til 39 år, har det været en absolut drøm. Så mange følelser at behandle og også mange ord at sige. Jeg vil gemme dem til en anden dag, men jeg er så taknemmelig for at have været en del af denne familie. Showet varede så længe på grund af jer alle,' skriver hun i et opslag på Instagram.

Med sine 322 afsnit bliver 'NCIS: Los Angeles' altså den femtelængst kørende serie hos CBS, kun overgået af 'Gunsmoke', 'Lassie', 'CSI' og 'Criminal Minds'.