'Alene i Vildmarken' er tilbage. Og nu skal deltagerne være mutters alene 300 km nord for polarcirklen.

Sværhedsgraden er skruet helt i top, og derfor kræver den nye sæson for første gang specialister indenfor overlevelse.

Lokationen er rykket til Lapland, der er den nordligste del af Finland og kendt for sit arktiske landskab og kolde temperaturer.

Derfor har DR i år castet syv deltagere med 'særlige skills', som kan være en fordel, når de skal overleve i den barske natur. 

Specialisterne spænder bredt fra rutinerede lystfiskere med erfaring fra Grønland og Norden til garvede jægere med bue og pil.

De nye deltagere er mellem 32 til 54 år og har skills indenfor alt fra outdoorhåndværker til bushcraft.
De nye deltagere er mellem 32 til 54 år og har skills indenfor alt fra outdoorhåndværker til bushcraft.
Vis mere

Deltagerne får lov til at vælge tre genstande, der passer til deres speciale, og som de kan bruge undervejs i overlevelsen. 

I år har deltagerne nemlig også mulighed for at jage, da det er tilladt på den nye finske lokation.

Det betyder, at den nye sæson viser overlevelse på et hidtil uset niveau i den danske udgave af programmet.

»Det bliver hårdere og mere krævende end nogensinde i den ottende udgave af 'Alene i vildmarken',« istemmer DR selv i en pressemeddelelse.

Selvom deltagerne har 'særlige skills', er de aldrig blevet testet på denne måde før. 

Stine Preem, der er redaktør i DR, synes, at »det er spændende at se, hvordan de anvender deres unikke erfaringer«.

Den nye sæson af ‘Alene i Vildmarken’ har premiere den 7. marts på DR TV og DR1.