Kan man være offer og forbryder på én gang? Det er den virkelighed, som hun befinder sig i. Som har redet hende som en mare i 16 år.

»Jeg har påtaget mig skylden så længe. Været hård ved mig selv. Men jeg burde ikke føle mig skyldig. For jeg var 16. Han var den voksne,« siger Haley Robson. Om Jeffrey Epstein.

I kølvandet på selvmordet sidste sommer har Jeffrey Epstein efterladt mange uforløste og tragiske spor. Efterladt måske hundredvis af ofre, hvis liv aldrig bliver det samme igen, og som vil være mærket resten af deres dage.

Ligesom 32-årige Haley Robson er det.

Men i modsætning til de fleste øvrige ofre har hun båret på en tung skyld. Fordi hun i sin ungdoms kådhed og ubekymrethed indgik som en vigtig brik i dét, som psykologer har kaldt Epsteins sexpyramide.

Det var i sommeren 2004, at hun første gang mødte milliardæren i hans luksuspalæ i Floridas eksklusive Palm Beach, velhavernes ø. Selv kom hun fra den anden side af broen. Den knap så eksklusive side.

Derovre havde livet året forinden forandret Haley Robson fra en glad og ubekymret teenager til hård og indelukket. Efter en voldtægt var hun flygtet ind i en verden af stoffer og druk.

»Jeg ville bare forsvinde,« har hun forklaret om sin mentale flugt og deroute.

Haley Robson, mens hun endnu var ung og ubekymret.
Haley Robson, mens hun endnu var ung og ubekymret. Foto: Netflix
Vis mere

Så da en klassekammerat på hendes highschool spurgte, om hun ville tjene 200 nemme dollar ved at give en gammel rig fyr massage, slog hun til.

»Det kunne være min billet ud af West Palm Beach.«

Hun husker ankomsten til palæet, husker den snoede trappe op til første sal, husker ubehaget ved kunsten på væggene. Nøgenhed. Kun nøgenhed.

Så trådte hun ind i Jeffrey Epsteins massagerum. Angsten gennemsyrede hendes 16 år gamle krop, da massagen blev til et seksuelt overgreb. De traumatiske minder fra året forinden væltede op i hende.

Jeffrey Epstein begik selvmord, før sagen om seksuelt misbrug af unge piger kom for retten.
Jeffrey Epstein begik selvmord, før sagen om seksuelt misbrug af unge piger kom for retten. Foto: HO
Vis mere

»Jeg vil ikke mere,« lykkedes det hende at sige. Overraskende nok sagde Jeffrey Epstein o.k., viklede håndklædet om sig, satte sig op på briksen og kom med et forslag.

»Hvad siger du til at få nogle af dine veninder til at komme i stedet? Du får 200 dollars for hver.« Haley Robson sagde ja.

Ifølge anklageskriftet forløb det sådan her: Når Epstein var på vej til Florida, fik Haley Robson et opkald fra hans assistent Sarah Kellen om, at der skulle bruges en eller flere unge 'massage-piger'.

Dem skaffede 16-årige Haley Robson. Gerne fra socialt udsatte familier.

Jeffrey Epsteins palæ i Palm Beach, Florida, hvor et utal af unge piger blev misbrugt. Den yngste var kun 14.
Jeffrey Epsteins palæ i Palm Beach, Florida, hvor et utal af unge piger blev misbrugt. Den yngste var kun 14. Foto: Netflix
Vis mere

Hun fulgte pigen til palæet, Sarah Kellen interviewede hende kort, førte hende til Epsteins massagerum, overlod hende i hans varetægt. Hvor han forgreb sig på hende.

Når han havde fået sin udløsning, bad han pigen skrive sit navn og telefonnummer. Så gik han. Hun tog tøj på, gik nedenunder, fik sin betaling. Haley Robson sin. Så kørte de tilbage over broen.

24 unge piger hvervede Haley Robson til Jeffrey Epstein over de følgende to år. Den yngste var 14.

»Når du er 16 år, tænker du ikke over konsekvenserne af dine handlinger. Du er ikke moden nok til at forstå dem,« siger hun i dag.

At hun ikke var moden nok, vidner hendes afhøring hos Florida Politi i 2006 om.

»Jeg er ligesom Heidi Fleiss,« forklarede hun kækt, refererede i sin ungdoms kådhed til den berygtede Hollywood-bordelmutter, som drev sin egen prostitutionsring.

Men dét skulle hun nok aldrig have sagt.

To gange er Haley Robson blevet sagsøgt for sin rolle i Jeffrey Epsteins sexpyramide. Begge gange er sagen mod hende faldet til jorden.

Men skylden har siddet naglet fast i hende. Har aldrig efterladt plads til, at hun fik lov til at føle sig som det offer, hun også er.

I 16 år har Haley Robson følt og påtaget sig skyld for at have skaffet unge piger til Jeffrey Epstein. Men også hun var et offer.
I 16 år har Haley Robson følt og påtaget sig skyld for at have skaffet unge piger til Jeffrey Epstein. Men også hun var et offer. Foto: Netflix
Vis mere

»Jeg blev behandlet, som om jeg var hans højre hånd. Men hvad med hende, der rekrutterede mig? Og hende, der rekrutterede hende, der rekrutterede mig?« spørger Haley Robson, som i Netflix-dokumentaren for første gang fortæller sin historie.

Men sikkert ikke for sidste gang.

Ud over Epsteins ekskæreste Ghislaine Maxwell, som p.t. er fængslet for sin medvirken i sexmisbruget, har mindst fire tidligere Jeffrey Epstein-ansatte ifølge ofrenes udsagn medvirket til og været vidende om, hvad der foregik. Uden at gribe ind.

Vælger anklagemyndigheden at retsforfølge dem, vil Haley Robson være et vigtigt vidne.

Kilder: ‘Jeffrey Epstein: Filthy Rich', People.com, domsafsigelse fra retten i Florida