I 24 år holdt hun sig skjult. Flygtede fra sted til sted. Tog navneforandringer. Frygtede, at hendes liv var i fare. Men i foråret 2019, netop som hun havde fået konstateret en tumor i hjernen, blev frygten til vrede. En vrede, der ikke længere kunne holdes under låg.

»Da jeg fik diagnosen, kunne jeg pludselig se alt det, jeg var blevet berøvet. Bryllup, børn, venner. Et liv. Dér blev jeg virkelig vred, og det var derfor, jeg indgav en edsvoren forklaring,« siger hun – 51-årige Maria Farmer.

Men oven i Maria Farmers vrede ligger også en dyne af skyld. Skyld over for andre ofre. Skyld over for sin søster. Selv om skylden slet ikke er hendes.

»Hvordan havde det ikke set ud, hvis bare FBI havde lyttet til mig? Alle de piger kunne have været reddet. Reddet fra Jeffrey Epsteins depraverede kløer.«

Mens langt de fleste af ofrene for den nu afdøde rigmand var meget unge – og adskillige af dem mindreårige – var Maria Farmer 25 år og netop færdiguddannet kunstner, da hun selv kom i hans og hans kæreste, Ghislaine Maxwells, kløer.

Hun er, som mange beskriver hende, 'offer nummer et'.

Det var i 1995, at det excentriske par tilbød hende ansættelse som først deres kunstvejleder og snart efter som receptionist i Epsteins luksuriøse byhus i New York.

Kommer man fra en lille flække i Kentucky, er det svært ikke at blive intimideret, når man pludselig befinder sig i en verden af overvældende rigdom. Hvor berømtheder som Ivana og Donald Trump kommer dumpende. Hvor spillereglerne er nogle helt andre.

Ungdomsbillede af Maria Farmer og hendes ti år yngre søster, Annie.
Ungdomsbillede af Maria Farmer og hendes ti år yngre søster, Annie. Foto: Netflix
Vis mere

Og Maria Farmer blev da også intimideret.

Så selv om hun undrede sig over, at der i hver en afkrog af det 6.400 kvadratmeter store byhus var overvågningskameraer, lod hun det passere.

Selv om hun fandt det underligt, at det ofte vrimlede med meget unge piger, lod hun det passere.

Så da parret tilbød at betale for hendes 15-årige lillesøster, Annies, drømmeuddannelse, var det taknemmelighed, hun var fyldt med. Over at møde så stor generøsitet.

Annie Farmer som 15-årig.
Annie Farmer som 15-årig.
Vis mere

Sommeren 1996 forandrede dog alt. Den sommer, hvor Maria Farmer blev inviteret med til et landsted i Ohio. Hvor hun pludselig befandt sig mellem Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell. Som befamlede hende. Forgreb sig seksuelt på hende.

Hendes krop stivnede. Alt skreg inden i hende. Ikke kun over, hvad hun selv i dette øjeblik blev udsat for. Men også over, at det var dette par, hun frivilligt og taknemmeligt havde overladt sin 15-årige søster til.

Maria Farmer flygtede.

»Pas på, når du er ude at jogge. Der er mange måder at dø på,« lød et af de mange truende opkald, hun efterfølgende fik fra Ghislaine Maxwell. »Husk at se dig over skulderen.«

Ifølge stort set alle Jeffrey Epsteins ofre spillede hans kæreste Ghislaine Maxwell en markant rolle i det seksuelle misbrug, der fandt sted.
Ifølge stort set alle Jeffrey Epsteins ofre spillede hans kæreste Ghislaine Maxwell en markant rolle i det seksuelle misbrug, der fandt sted. Foto: LAURA CAVANAUGH, HANDOUT
Vis mere

Hun kontaktede politiet i New York for at anmelde det seksuelle overgreb. På sig selv og – havde hun efter flugten fundet ud af – på sin lillesøster.

»Det er ikke vores bord. Ring til FBI,« fik hun at vide.

En FBI-agent lyttede i en halv time, mens Maria Farmer i sensommeren 1996 over telefonen fortalte om overgrebene.

Fortalte alt, hvad hun vidste om Jeffrey Epstein. Om videoovervågningen. De unge piger. Om Ghislaine. Om berømthederne, der kom og gik.

Dette kunne FBI allerede have offentliggjort i 1996, hvis de have handlet på Maria Farmers anmeldelse.
Dette kunne FBI allerede have offentliggjort i 1996, hvis de have handlet på Maria Farmers anmeldelse. Foto: US ATTORNEY SDNY / HANDOUT/EPA
Vis mere

»Skal jeg foretage mig yderligere?« spurgte hun til sidst. »Det må du selv afgøre,« svarede agenten blot.

Dag for dag svandt håbet om, at FBI ville banke på hendes dør og følge op på hendes anmeldelse. Samtidig tog truslerne til. På hendes virke og hendes liv.

Igen måtte Maria Farmer tage flugten. Den var hun på indtil sidste forår, hvor hun netop havde fået konstateret en sjælden hjernetumor. Og hvor flere og flere historier om Jeffrey Epstein og hans ofre dukkede op.

»Det knuser mit hjerte, hver gang jeg hører en af dem fortælle deres historie,« siger hun.

51-årige Maria Farmer, som også kaldes 'offer nummer et'. Hun var den første, der anmeldte Jeffrey Epstein for overgreb, tilbage i 1996.
51-årige Maria Farmer, som også kaldes 'offer nummer et'. Hun var den første, der anmeldte Jeffrey Epstein for overgreb, tilbage i 1996. Foto: Netflix
Vis mere

Derfor vendte 'offer nummer et' tilbage i kampen. For retfærdighed for alle dem, der kunne have være reddet, hvis FBI havde lyttet til hende tilbage i 1996.

Hendes søster Annie har det godt. Har gennemført en uddannelse som terapeut. Har bearbejdet det traumatiske overgreb.

Selv har Maria Farmer måttet kæmpe med årtiers skyldfølelse. Og nu også cancer.

Tidligere i år fik hun endnu en diagnose. Ukontrolleret lymfekræft.

Jævnligt lægger hun sig i hospitalssengen. Får droppet koblet til og mærker giften sive ind i årerne. Som måske kan redde hendes liv. Men kemoen er ikke den eneste gift i hendes 51-årige krop.

»Alle ofrene føler skyld. De tror, at hvis bare de havde sagt eller gjort noget ... Men jeg vil have, at de alle skal vide, at det havde ingen forskel gjort. For jeg sagde noget for 23 år siden. Og ingen tog sig af det. Selv om de vidste, at det var sandt.«

Kilder: New York Times, The Daily Beast, Netflix, Grazia Daily, ABC News, CBS News