Så er værterne ved Dansk Melodi Grand Prix 2019 blevet afsløret.

For det første er der genvalg til skuespiller, sanger Johannes Nymark, der har været vært de seneste to år, efter han selv vandt konkurrencen med boybandet Lighthouse X i 2017. Han får selskab af DR-vært Kristian Gintberg, der efter mange år som børnevært i efteråret debuterede for et voksenpublikum med talentshowet Live!, der dog kæmpede med lave seertal.

Kristian Gintberg afløser sidste års vært Anette Heick og udtaler i en pressemeddelelse:

»Jeg glæder mig helt vildt. Det er kæmpe stort at skulle være en del af en fantastisk musikbegivenhed, der samler danskerne, som Dansk Melodi Grand Prix gør. Jeg har hørt sangene, og jeg kan kun sige, at det bliver en fantastisk aften, og jeg er meget beæret over at blive en del af dette.«

Johannes Nymark glæder sig selvfølgelig også og tilføjer i samme pressemeddelelse:

»Dansk Melodi Grand Prix 2019 bliver en fest for både dem, der elsker nostalgien og de velkendte ansigter, men også for den nye generation. Jeg kan kun sige, at det bliver en fantastisk aften med masser af humor, musik og alt, hvad der hører grand prix’et til.

DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme er selvfølgelig også sikker på, at han har valgt de rigtige værter:

»Johannes og Kristian har den helt rigtige erfaring til at stå i spidsen for Dansk Melodi Grand Prix. De er valgt, fordi de begge er dybt professionelle, men også fordi vi kunne mærke i castingprocessen, at de har en helt speciel kemi, som jeg glæder mig til, at publikum i Jyske Bank Boxen og seerne skal opleve.«

Hvem der skal dyste om trofæet og æren af at forsvare Danmarks ved det europæiske Eurovision show i Israel senere på foråret er endnu ikke afsløret.

Dansk Melodi Grandprix 2019 bliver afholdt lørdag den 23. februar i Jyske Bank Boxen i Herning.

Sidste års vinder, sangeren Rasmussen og nummeret 'Higher Ground' fik som bekendt en niendeplads ved Eurovision.