Foran et begrænset antal tilskuere kunne Alma Agger fredag aften lade sig hylde som vinder af 'X Factor' 2020.

Alma Agger var på forhånd vurderet som storfavorit af bookmakerne til at tage sejren, så det var måske ikke den største overraskelse, at hendes konkurrenter, Emil Wismann og Mathilde Caffey, måtte se sig slået på målstregen.

Sangerinden virkede dog selv nærmest i chok, da hendes navn blev udråbt som vinder:

- Det er for sindssygt. Det er for vildt. Jeg har vundet, var hendes første ord.

Det var - med al respekt - en noget tam affære, at Alma Agger kunne lade sig bade i sejrsrus og konfetti.

I modsætning til sidste års finale i Forum i Horsens, hvor Kristian Kjærlund kunne nyde sejren foran 3.500 tilskuere, så var der på grund af coronavirus kun plads til knap 180 i den lagerhal i Brøndby, som fredag lagde scene til finalen.

Det var allerede givet på forhånd, at Thomas Blachman ville vinde, da alle Oh Lands og Ankerstjernes deltagere var røget ud.

'X Factor'-sejren er Thomas Blachmans fjerde af slagsen - og den tredje i træk.

Den skaldede dommer vandt for første gang i 2014 med duoen Anthony Jasmin. Derudover vandt han i 2018 og 2019 med henholdvis gruppen Place on Earth og solisten Kristian Kjærlund.

Og i aften vandt han altså for første gang i kategorien 'unge solister', da Alma Agger sang sejren i hus for ham.

- Jeg tror bare, at Alma har leveret nogle ting, som er sjældent hørt. Noget gribende. Det er på en måde en taksigelse til det perfekte, lød det fra dommeren, da sejren var en realitet.

Alma Agger kan nu glæde sig til den præmie, som følger med sejren.

En præmie, der i øvrigt blev ændret i sidste øjeblik, fordi coronavirussen har lagt hele verden ned.

Årets vinder skulle have optrådt på sommerens - nu aflyste - Smukfest i Skanderborg samt have været i Milano for at indspille, men Alma Agger får nu i stedet lov til lave en stor musikvideo til sin første udgivelse.

Derudover får Alma Agger udstyr til et professionelt hjemmestudie.

Resten af den originale præmie er der ikke blevet rørt ved. Den lyder dermed stadig på en pladekontrakt med Sony Music, hvor årets vinder i samarbejde med et team skal skrive og indspille en EP.