I denne uges afsnit af ’Badehotellet’ er grosserer Madsen ved at bevæge sig ud på dybt vand.

Den driftige forretningsmand, spillet af Lars Ranthe, repræsenterer i serien den del af befolkningen i slutningen af 1930'erne, der ignorerede Hitlers racistiske tendenser og i stedet fokuserede på at tjene penge.

Værnemagerne, som de blev kaldt, blev efter krigen straffet for deres amoralske handlinger, men frem mod besættelsen var der stadig frit spil, og det er her, grosserer Madsen leger med ilden, da han i tredje afsnit tilbyder badehotellets tyske gæst at hjælpe med at bygge Hitlers drøm om et mega-hotel.

I årene 1936-1939 arbejdede nazisterne nemlig på at lave verdens største badehotel på øen Rügen ud til Østersøen med direkte udsigt til blandt andet Bornholm.

Prora fotograferet i 2011.
Prora fotograferet i 2011. Foto: STEFAN SAUER
Vis mere

Nazi-arkitekten Clemens Klotz fik til opgave at lave et fem kilometer langt badehotel i seks etager med plads til 20.000 medlemmer af nazistpartiet, hvor de om sommeren kunne slappe af, før de drog videre ud for at erobre verden.

Badehotellet skulle være et ferieparadis for lyshårede, blåøjede mennesker, og der skulle installeres højttalere på alle værelser, så de kunne hjernevaskes med den nazistiske ideologi.

Ikke just noget sympatisk bygningsværk, som grosserer Madsen i den fiktive 'Badehotellet'-verden vil tjene penge på.

Det kæmpe anlæg, der fik navnet Prora eller 'Kolossen', blev aldrig gjort helt færdig, da Hitler til sidst fik alt for travlt med at gå i krig.

Prora fotograferet i 2011.
Prora fotograferet i 2011. Foto: STEFAN SAUER
Vis mere

Prora blev igennem årene brugt som flygtningelejr, kaserne og midlertidigt krigshospital og først i 2015 gjort klar til reel boligaktivitet.

Her opkøbte en gruppe forretningsmænd nemlig den gamle naziruin i håb om at omdanne den til ferielejligheder - uden nazistiske bagtanker.

En af dem er entreprenøren Axel Bering, der blev kritiseret for at bygge videre på Hitlers nazi-drøm. Han forsvarede sig dengang til DR:

»At Folkevognen blev opfundet af nazisterne, gjorde den jo ikke til en mindre god bil. Det olympiske stadion i Berlin var også et nazimonument. Og det er stadig i brug i dag.«

I 'Badehotellet' må de følgende afsnit vise, hvor langt grosserer Madsen når med sit nazi-samarbejde.

Grosserer Madsen.
Grosserer Madsen. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere