Spændingen er udløst. Den kommende sæsons 'X Factor'-dommere er netop blevet afsløret på et pressemøde i København.

Sæsonens tre dommere bliver Thomas Blachman, Oh Land og DJ Martin Jensen, der dermed er feltets debutant.

Den 28-årige DJ har opnået international berømmelse med blandt andet hittet 'Solo dance' fra 2016.

I et interview med B.T. i 2018 fortalte Martin Jensen blandt andet, at berømmelsen betyder, han ikke ser sin datter så meget, som gan gerne vil.

TV 2 præsenterer det nye dommerhold i 'X Factor 2021' på et pressemøde i Marketenderiet i Valby, fredag den 11. september 2020.
TV 2 præsenterer det nye dommerhold i 'X Factor 2021' på et pressemøde i Marketenderiet i Valby, fredag den 11. september 2020. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg har en datter på syv år, som jeg ikke får set så meget som ”almindelige” familier. Ved at jeg kommer så meget rundt og oplever alt muligt, har jeg givet afkald på meget af det, man kalder familieliv,« lød det dengang fra den populære DJ, som altså nu skal coache og hjælpe ukendte sangere i X Factor.

'X Factor' har kørt i dansk tv siden 2008. Det er tredje gang, at TV 2 sender talentshowet, der igennem tiden har fostret talenter som Saveus-Martin, Citybois og Basim.

I de sidste mange år er vinderne dog hurtigt glemt igen.

Blandt andet har sidste sæsons vinder, 21-årige Alma Agger, der havde Thomas Blachman som sin mentor, endnu ikke udgivet musik endnu.

Sidste sæson var præget af coronakrise og svigtende seertal og måtte en overgang sende uden eller få tilskuere i studiet.

En periode kunne de slet ikke sende og udskød finalen cirka en måned, men nu prøver de altså igen.