Henriette fra Hotel Romantik voksede op med racisme: 'Alle lagde mærke til mig'
Henriette Jürgensen er vokset op på Lolland som 'den eneste farvede'. Det har medført et liv med racistiske tilråb og mobning som lille.

Henriette Jürgensen er vokset op på Lolland som 'den eneste farvede'. Det har medført et liv med racistiske tilråb og mobning som lille.

Hver lørdag kan man følge med på skærmen, når Henriette Jürgensen sammen med 19 andre seniorsingler leder efter den sidste store kærlighed i DRs 'Hotel Romantik'.
I det seneste afsnit er der dog ikke kun kærlighed på programmet for Henriette. Her optræder hun nemlig for de andre deltagere med en sang, hun selv har skrevet.
I sangen 'Hjerteblod' synger Henriette blandt andet om 'intolerance' og 'racehad', samt hvordan hendes datter har fået at vide, at 'hun må rejse hjem, til hvor hun kommer fra'.
Racismen, som hun synger om, er også noget Henriette selv har oplevet – allerede fra barnsben.
»Jeg voksede op i Maribo på Lolland, hvor jeg var den eneste farvede, så jeg er jo altid blevet lagt mærke til,« fortæller Henriette til B.T. og fortsætter:
»Der skal jo en vis psyke til at være anderledes, så bliver man drillet, og det er børn gode til. Men de er jo præget hjemmefra.«

Henriette er adopteret og er vokset op hos sine hvide forældre sammen med to ældre brødre, der ifølge hende hjalp med, at de andre børn ikke drillede hende i lige så stor grad.
»Det var ikke sjovt at mobbe mig. Jeg kom engang hjem fra skole, og sagde 'de har drillet mig med, at jeg har krussedullehår'. Så tog min mor mig til frisøren, og jeg fik trukket krøllerne ud,« fortæller Henriette og fortsætter:
»Så gjorde vi noget ved det. Man kan så diskutere bagefter, om hun ikke bare skulle have sagt, at små mulatpiger, de har altså bare krøllet hår.«
Selvom det er mange år siden, og de børn, der drillede Henriette med hendes hudfarve og hår, for længst er blevet voksne, oplever hun stadig sommetider racistiske tilråb.
»Jeg kan vente på en parkeringsplads, og så er der en, der råber: 'Tag hjem til det land, du kommer fra',« fortæller hun og fortsætter:
»Det generer mig ikke, men jeg tænker, at det er synd for dem, at de er så snæversynede.«
Hun tilføjer:
»Det, der gør mig ked af det, er, at de jo ikke kan vide, at jeg er dansk. Jeg ved godt, at jeg er farvet udenpå, men jeg er helt hvid indeni.«
I første afsnit af 'Hotel Romantik' havde deltagerne skullet vælge et citat med særlig betydning, der skulle skrives bag på deres billede. Her valgte Henriette et fra sin sang:
»Vor skaber bestemte, at du er speciel. Og mennesker skal ikke slå ihjel. Og nogle blev hvide og andre sorte som kul.«