Helle Thorning-Schmidts ældste datter, Johanna Kinnock, ser ikke umiddelbart ud til at gå i moderens politiske fodspor.

Den 22-årige datter af Danmarks tidligere statsminister og Stephen Kinnock har i stedet kastet sig over journalistikken og kan nu kalde sig studievært.

Allerede for en måned siden kunne hun på Facebook afsløre, at hun er blevet ansat på det nye, engelsksprogede kvindemedie '5 Media', hvor hun er blevet studievært på podcast-delen '5 Podcast'.

Og nu har programmet så fået premiere. I første podcast interviewer hun blandt andre Margrethe Vestager.

'5 Media' har Karen Bro som chefredaktør. Hun bestred tidligere samme titel på Ekstra Bladet, men tog den nye udfordring op i august måned.

»Jeg har fået en enestående chance for at bygge en helt ny medieplatform op for kvinder på min egen alder, som har fundet ud af, at livet ikke stopper, fordi man bliver 40, 50 eller 60,« sagde hun ved den lejlighed.

Hun fortalte endvidere, at mediet ville bruge stærke personligheder til at fortælle vedkommende historier.

»Karriere, business, sex, videnskab, bæredygtighed, skønheden i kunst, livsstil eller komplekse personlige relationer. Erfarne uafhængige kvinder over hele verden tager lige nu lederskab med stor passion og kreativitet. De bringer nye idéer i spil og er dybest set i gang med at ændre verden, og jeg får nu mulighed for at formidle den passion og kraft globalt,« sagde Karen Bro.