I oktober skiftede streamingtjenesten HBO Nordic til HBO Max.

Men overgangen er bestemt ikke gået så snorlige, som kunderne er blevet lovet, og nu bliver den nye streamingtjeneste straffet for det på anmeldelsessiden Trustpilot, hvor der ligger mere end hundrede kritiske anmeldelser fra utilfredse kunder.

Det er særligt eksisterende kunder, der er vrede.

Blandt andet fordi de skal betale mere end nye kunder ved skiftet til HBO Max. De får dog lov at gå fra 99 kroner til 79 kroner i abonnementspris, mens prisen for nye kunder lyder på 39 kroner.

»Når man læser, at nye kunder, der opretter sig inden slutningen af november, kun skal betale 39 kroner resten af livet, så gør det sgu ondt. »Ja, ja. Lav dig en ny konto og lad være med at tude!« siger andre. BIG NOPE! Trofaste kunder skal ikk' skides på! Det er en KÆMPE OMMER! Jeg er så skuffet,« skriver brugeren EffinPat eksempelvis med ønsket om at kunne give nul stjerner.

I et skriftligt svar til B.T. anerkender kommunikationschefen i HBO Max, Tom Nielsen, at eksisterende kunder »har været utilfredse« med introprisen for nye kunder, men mener selv, at priserne »er et meget attraktivt tilbud for alle«.

Samtidig lyder mange af Trustpilot-anmeldelserne på, at det ikke har været nemt – for flere ligefrem umuligt – at få lov til at logge ind på HBO Max med deres eksisterende abonnement. Kontoen bliver ikke genkendt, eller også sker der bare ikke noget.

Når brugerne så er inde, så klager de på Trustpilot over, at udvalget på streamingtjenesten er mindre end på det tidligere HBO Nordic, foruden de stabilitetsproblemer, som flere melder om, hvor eksempelvis billedet fryser, og underteksterne sidder de forkerte steder.

HBO Nordic skiftede i slutningen af oktober til HBO Max. Men det har ikke været nogen blid overgang for særligt eksisterende kunder.
HBO Nordic skiftede i slutningen af oktober til HBO Max. Men det har ikke været nogen blid overgang for særligt eksisterende kunder. Foto: Robert Galbraith
Vis mere

HBO Max' kommunikationschef forsikrer dog, at man får en »meget bedre brugeroplevelse« på HBO Max, end man gjorde på HBO Nordic.

»Ved lanceringen af en tjeneste som HBO Max med tusindvis af timers indhold opstår der løbende små bugs, som vi konstant arbejder på at udrydde. Omkring indrapporterede fejl, så bliver hver eneste input registreret og sendt til vores techafdeling, der arbejder i døgndrift på at få alle lancerings-børnesygdomme af vejen,« siger Tom Nielsen.

Blandt klagerne går det også igen, at eksempelvis tredje sæson af 'Britannia' mangler på den nye streamingtjeneste.

»Det passer ikke, at udvalget er mindre på HBO Max i forhold til HBO Nordic. Tværtimod er udvalget markant større med alt det indhold, man før havde på HBO Nordic tilsat mange flere film,« forsikrer kommunikationschef Tom Nielsen, der dog indrømmer:

»Hvis enkelte titler mangler lige nu, så vil det blive gjort tilgængeligt meget snart – vi udvider jo vores bibliotek markant, så enkelte titler kan stadig være i upload-processen.«

Men når mange af Trustpilot-anmelderne har prøvet at melde fejlene ind eller opsige deres abonnement, så er de blevet mødt af en mur. Ingen kundeservice, melder flertallige Trustpilot-anmeldere om.

»Det er godt nok topmålet af arrogance at være så fuldstændig ligeglad med ratingen på Trustpilot og sine abonnenter, som det er tilfældet med HBO. Men de må jo have kunder nok i Danmark. Der tegner sig et tydeligt billede af en virksomhed, der ikke gider bruge et sekund på kundeservice. Det er alligevel imponerende at se så stor en ligegyldighed,« raser brugeren Petah Yo-Hazzan eksempelvis.

»Jeg kan jo læse, at jeg blot er en i en uendelig række af abonnenter, der ikke kan få kontakt til kundeservice!«

Kommunikationschef Tom Nielsen undskylder det med en »helt enorm interesse«, der har resulteret i »tilsvarende flere henvendelser på kundeservice end forventet«.

»Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, at vi lige i øjeblikket ikke kan svare i samme hastighed, som vores kunder forventer, så vi arbejder på fuld kraft på at få flere ansatte i vores kundeservicecentre, så vi hurtigst muligt igen kan tilbyde kundeservicehjælp i det tempo, vores kunder har været vant til og fortjener.«