»Han talte om, at jeg var ung og ny. At jeg ikke havde særlig meget erfaring seksuelt eller romantisk, og at det tændte ham. Så sagde han, at han aldrig havde prøvet en kinesisk pige før. Der tænkte jeg: 'Han er så meget større end mig. Jeg er virkelig i problemer.'«

Det var dér, Harvey Weinstein angiveligt skubbede Rowena Chiu mod sengen. Sagde: »Bare ét stød, og så er det overstået.«

I HBO-serien 'Catch and Kill: The Podcast Tapes', som bygger på den Pulitzer-vindende journalist Ronan Farrows arbejde, genkalder Rowena Chiu episoden, der fandt sted for over 20 år siden.

Hendes fortælling er langtfra enestående.

»Han voldtog ikke udelukkende folk fysisk. Han voldtog dem også verbalt – truede dem og spillede på deres frygt i forhold til job, deres liv, deres karrierer,« bemærker en af seriens mange kilder.

I årtier var det en offentlig hemmelighed i Hollywood, at Harvey Weinstein forgreb sig på kvinder. Journalister gravede. Fandt ofre. Snakkede med vidner. Konfronterede ham sågar.

I årtier blev historien lagt ned. Lige indtil oktober 2017.

Her udkom først New York Times' og siden Ronan Farrows arbejde for The New Yorker. Som en tsunami skyllede MeToo-bølgen ind over Hollywood og trak Harvey Weinstein med sig.

Harvey Weinstein poserer ved filmfestivalen i Cannes. Også omtalt som hans »legeplads«.
Harvey Weinstein poserer ved filmfestivalen i Cannes. Også omtalt som hans »legeplads«. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Som grundlægger af Miramax og Weinstein Company og med flere end 300 Oscar-nomineringer og -priser på cv'et var han en vigtig mand i Hollywood.

I serien beskrives det, hvordan han formentlig har hørt ordet 'tak' oftere end Gud. Der vises også et klip, hvor Meryl Streep sammenligner ham med Gud.

Men der var intet frelst over Harvey Weinstein. Nok var han charmerende, men også frygtindgydende, fortæller Rowena Chiu.

Hun blev i 1998 ansat som assistent i Miramax. Hun var 24 og vidste, at ansættelsen brolagde en lige vej til Hollywood-livet.

Rowena Chiu fortæller om sine oplevelser.
Rowena Chiu fortæller om sine oplevelser. Foto: Ken McKay/ITV/Shutterstock
Vis mere

Efter to måneders ansættelse satte hun kursen mod filmfestivalen i Venedig sammen med Harvey Weinstein.

»Han vadede rundt uden underbukser foran alle. Fordi du ser det ske med andre assistenter, fordi du er ny i jobbet og i øvrigt ung, tænker du: Det er okay. Han er alt for vigtig til at bære underbukser,« fortæller hun om rejsens første aften.

Anden aften gik han ifølge hende skridtet længere. Og for langt.

Igen var han afklædt. Han spurgte til et manuskript, hun havde læst. Roste hende og sagde, hun havde en stor fremtid i branchen.

Snart ændrede tonen sig. Han spurgte, om han ikke skulle hjælpe hende af med hendes strømpebukser.

»Han var en stor mand, og han kunne blive ekstremt vred, så jeg følte, det ville være fysisk farligt for mig at gøre ham sur,« fortæller hun. Uddyber, at hun forsøgte at komme med undskyldninger for at gå.

Det virkede ikke.

»Bare ét stød og så er det overstået,« sagde han angiveligt. Forsøgte at sprede hendes ben. Hun kæmpede imod. Til sidst gav han op.

Dagen efter gik hun til sin nærmeste chef. Sammen sagde de op, fandt nogle advokater og forsøgte at gå rettens vej med anklagerne. Men sagen kom aldrig for retten.

Det gjorde ingen af de mange overgreb og krænkelser, Harvey Weinstein angivelig stod bag, dengang. I stedet blev langt de fleste lukket med store pengebeløb og tavshedsklausuler.

En sådan underskrev Rowena Chiu også, og netop derfor skulle der går 20 år, før hun stod frem, fortæller hun i 'Catch and Kill: The Podcast Tapes'.

Det var først, da New York Times-artiklerne og Ronan Farrows artikler udkom, hun fandt modet. Flere journalister havde ellers forsøgt at få hende i tale før. At få flere af de andre påståede ofre i tale.

'Silence Breakers' kalder de sig. Gruppen af kvinder, der har taget bladet fra munden og gjort deres for at lade retfærdigheden ske fyldest, hvad angår Harvey Weinstein. Her ved et pressemøde i forbindelse med retssagen sidste år.
'Silence Breakers' kalder de sig. Gruppen af kvinder, der har taget bladet fra munden og gjort deres for at lade retfærdigheden ske fyldest, hvad angår Harvey Weinstein. Her ved et pressemøde i forbindelse med retssagen sidste år. Foto: FREDERIC J. BROWN
Vis mere

»Han kunne ødelægge deres karrierer. Mange sagde: 'Jeg vil gerne tale, men du må ikke citere mig',« fortæller Ken Auletta, der er en af de journalister, der forsøgte.

Samme oplevelse havde journalist Kim Masters:

»Det var den uopnåelige historie.«

I hvert fald lige indtil 2017.

Ronan Farrow lykkedes ikke alene med at få 13 kvinder, der følte sig udsat for seksuelle overgreb og krænkelser, i tale. Også 16 nuværende og tidligere ansatte kunne berette, hvordan de havde bevidnet deres chefs krænkende adfærd.

Harvey Weinstein afviser at have forgrebet sig på nogen. Fortæller, at han udelukkende har haft samtykkebaseret sex.

Kvinderne i Ronan Farrows journalistik er ikke enige.

Det er de næsten 90 kvinder, der siden er stået frem og har fortalt om deres oplevelser med Harvey Weinstein, heller ikke.

Rose McGowan, Angelina Jolie, Gwyneth Paltrow, Rosanna Arquette ... Næsten 90 kvinder er i dag stået frem med beretninger om overgreb og krænkelser begået af Harvey Weinstein.
Rose McGowan, Angelina Jolie, Gwyneth Paltrow, Rosanna Arquette ... Næsten 90 kvinder er i dag stået frem med beretninger om overgreb og krænkelser begået af Harvey Weinstein. Foto: STAFF
Vis mere

Rowena Chiu fik ikke sin sag for retten, men det gjorde den tidligere assistent Mimi Haley og skuespiller Jessica Mann.

I februar i år blev Harvey Weinstein kendt skyldig i seksuelt overgreb på førstnævnte i 2006 og voldtægt af sidstnævnte i 2013.

Han blev fængslet på stedet, og et par uger efter lød straffen så: 23 års fængsel.

»Jeg har ondt af alle de mænd, der skal igennem denne kamp,« sagde han og fastholdt sin uskyld.

Flere sager er på vej mod Harvey Weinstein. Her fotograferet ved en høring i juni.
Flere sager er på vej mod Harvey Weinstein. Her fotograferet ved en høring i juni. Foto: NY STATE UNIFIED COURT SYSTEM
Vis mere

I 'Catch and Kill: The Podcast Tapes' møder man de mennesker, der synes, kampen er vigtig.

Journalisterne, advokaterne, der modstod Harvey Weinstein og hans advokatholds trusler, og de påståede ofre. Som Ronan Farrow selv beskriver serien:

»Det er historien om, hvordan en magtfuld mand i årtier undgik retfærdigheden. Og det er mødet med kvinderne, der risikerede alt for at få sandheden frem.«

'Catch and Kill: The Podcast Tapes' kan ses på HBO.