Rygterne har svirret – længe. Men nu skulle det være ganske vist. Harrison Ford vender tilbage i glansrollen som Indiana Jones.
I en alder af 78 år vil skuespilleren igen iføre sig hat og pisk og drage på nye eventyr. Det skriver CNN.
Fredag bekræftede Disney på Twitter:
'Harrison Ford vil vende tilbage for at fortsætte sin ikoniske figurs rejse. Eventyret begynder i juli 2022,' lød beskeden.
Det er 39 år siden, at Harrison Ford første gang drog på eventyr som arkæologen Henry Walton Jones Jr. i filmen 'Jagten på den forsvundne skat'.
Siden fulgte:
'Indiana Jones og templets forbandelse' i 1984.
'Indiana Jones og det sidste korstog' i 1989.
Og 'Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige' i 2008.
Længe har der været snak om, at Harrison Ford igen skulle sendes af sted. Faktisk var der allerede i 2016 snak om en 'Indiana Jones 5'.
Dengang var planen, at filmen skulle byde på en genforening af Harrison Ford som hovedrolleindehaver, Steven Spielberg som instruktør og George Lucas som producer.
Siden har der været flere udskiftninger i opstillingen – og igen og igen er filmen blevet udsat.
Blandt andet bliver det nu James Mangold, der skal instruere i stedet for Spielberg. Mangold er kendt fra film som 'Girl, Interrupted', 'Walk the Line', 'The Wolverine' og 'Logan'.
'Indiana Jones 5' var i første omgang planlagt til at ramme biograferne i juli 2019. Det skete som bekendt ikke.
Derefter hed premieredatoen juli 2020, men den dag gik også uden nogen film. Siden annoncerede Disney 9. juli 2021 som dagen for offentliggørelsen.
Allerede i februar fortalte Harrison Ford tv-værten Ellen DeGeneres, at han igen vil indtage rollen som Indiana Jones.
»Det bliver sjovt. Jeg er spændt. De film er så sjove at lave,« sagde han dengang og fortalte, at optagelserne ville begynde denne sommer.
Nu har Disney så endnu en gang rykket datoen til 29. juli 2022.
Og nu skulle det være ganske vist.