TV 2's nye underholdningsprogram 'Alle elsker Rasmus' er blevet sablet ned af kritikere de seneste dage.

Og et spørgsmål er begyndt at gå igen.

For mens et hav af de medvirkende kendisser i programmet har delt opslag på sociale medier den seneste tid, så har der været fuldkommen tavst fra hovedpersonen Rasmus Wallbridge selv.

Tv-kok Hannah Grant, der blandt andet er tilknyttet 'Go' morgen Danmark', har været en af de første til at fremføre heftig kritik af programmet, som hun i et interview til B.T. har kaldt 'skolegårdsmobning på nationalt tv' og 'grimt, uetisk og virkelig klamt'.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T. meget gerne fra dig, og du kan skrive til journalist Fie West på fima@bt.dk 

Hun har også bemærket stilheden fra Wallbridge selv.

»Hans sociale medier er stille som graven. Han deler ingenting. Hvis det var så fedt for ham at være med, så havde han da råbt op om det. Der er stilhed, og det taler så højt,« siger tv-kokken.

Foto: TV 2

B.T. har rakt ud til Rasmus Wallbridge, men hans manager oplyser, at han ikke stiller op til interview.

Dog videredelte Wallbridge torsdag en story fra Sofie Linde - det kan du læse mere om her.

Ifølge Hannah Grant er det ikke usandsynligt, at Rasmus Wallbridge simpelthen ikke må sige noget - i hvert fald kritisk - om programmet.

»Rasmus har nok, som alle andre, skrevet under på en kontrakt, og han får sikkert mundkurv på. Det gør man, når man laver programmer, det er ret standard,« fortæller Hannah Grant.

Hun understreger, at hun ikke kender til de kontraktuelle forhold på 'Alle elsker Rasmus', men hun har selv tilbage i 2025 medvirket i TV 2-underholdningsprogrammet '24 stjerners julekalender'.

Her skrev hun under på en såkaldt standardkontrakt, som blandt andet indebar, at hun ikke måtte udtale sig negativt om programmet.

I et nyt opslag på instagram har Hannah Grant også rejst spørgsmålet om, hvordan  forholdene bag produktionen mon ser ud.

B.T. har spurgt TV 2, om kanalen kan bekræfte, at man beder deltagere skrive under på en sådan kontrakt, om de medvirkende i 'Alle elsker Rasmus' har underskrevet en lignende kontrakt - og vi har ligeledes spurgt, hvorfor TV 2 i det hele taget beder deltagere skrive under på ikke at udtale sig negativt.

Tv-kok Hannah Grant. Foto: Privat

B.T. har ligeledes spurgt, om Rasmus Wallbridge er blevet tilbudt forskellige kontrakter og økonomisk kompensation, alt efter om han sagde ja eller nej til at medvirke.

B.T. har understreget, at vi ønskede et mundtligt interview med mulighed for at stille opfølgende spørgsmål, men det har ikke været muligt. I stedet udtaler programdirektør Dorthe Thirstrup i et skriftligt svar:

»Vi udtaler os aldrig om individuelle kontrakter. Vi kan sige, at i TV 2s aftaler med produktionsselskaberne er der ingen begrænsninger på, hvad medvirkende må ytre sig om.«

»Men det er ikke TV 2, der laver kontrakter med medvirkende. Det er de respektive produktionsselskaber. Og derfor vil de enkelte kontrakter variere fra selskab til selskab - fra projekt til projekt.« 

B.T. har ligeledes rakt ud til Drive Studios, som i skrivende stund ikke er vendt tilbage.

Kritikken af 'Alle elsker Rasmus' tog for alvor til onsdag og torsdag, hvor flere kendte danskere offentligt har kritiseret programmet.

I serien på seks afsnit bliver Rasmus Wallbridge gennem fire måneder fulgt med skjult kamera, mens han tror, han har fået sin største drøm om at lave en dansk udgave af 'Scary movie' opfyldt.

Rasmus Wallbridge i TV 2-serien 'Alle elsker Rasmus', hvor han først til allersidste afsnit får afsløret, at alle har løjet for ham i fire måneder om den spillefilm, han troede, de var i gang med. Foto: Drive Studios/TV 2

149 mennesker, blandt andet flere kendte danskere, er med til at snyde komikeren, der til sidste får at vide, at det hele bare er for sjov.

Kritikken har lydt, at programmet er psykisk vold mod Wallbridge og decideret mobning.

Selv har TV 2 dog tidligere understreget, at Rasmus Wallbridge selv, efter han blev bekendt med sandheden, har fået mulighed for at sige fra. Du kan læse deres fulde svar her.

Men flere af kritikerne mener ikke, at der reelt har været et valg

Tv-vært Anna Lin har blandt andet i en video på instagram udtrykt, at det nok ikke er nemt at 

»De sætter Rasmus i en situation, hvor jeg ikke tror, han kan sige nej, for så har han spildt en masse penge, menneskers tid, en masse store personligheders tid. Og jeg tror ikke, TV 2 har sagt det, men alle kan nok godt regne ud, at TV 2 nok hellere vil lege med ham, hvis han siger ja end nej,« siger hun i videoen.

»Jeg tror ikke på, at man menneskeligt har mulighed for at tage det valg,« tilføjer hun.

Hannah Grant mener heller ikke, at Wallbridge reelt har stået med et valg.

»Det er at begå et overgreb og spørge om lov bagefter, og samtidig har du et pres fra den branche, du lever af, A-liste kendte og en kæmpe tv-station, der vil have dig på skærmen,« har Hannah Grant tidligere sagt til B.T.

B.T. har også spurgt TV 2 kritikken af, at Rasmus Wallbridge ikke har en reel mulighed for at sige nej.

Her svarer programdirektør Dorthe Thirstrup ligeledes i et skriftligt svar:

»Selvfølgelig var det en enorm overraskelse for Rasmus, som man også ser i programmet. Vi anerkender også fuldt ud, at det var en svær situation for Rasmus at stå i, da han skulle beslutte, om vi skulle gå videre med projektet.«

»Og selvfølgelig var det et pres, at der både var et stort et hold og TV 2 som mediehus involveret. Derfor gjorde vi rigtig meget ud af at give Rasmus god betænkningstid. Herunder gav vi ham mulighed for at vurdere, om han ville være med, inden vi overhovedet diskuterede økonomi i projektet.«