I tredje afsnit af 'Gift ved første blik', er bryllupsrusen drevet over, og deltagerne begynder at stille både sig selv og eksperterne store spørgsmål.

Hvornår er man klar til at kysse og røre et menneske, man lige har mødt? Og hvornår må man fortælle sin mand, at man ikke tænder på ham?

Men ude bag skærmene sidder man med spørgsmål, der er større end disse:

DRIKKER ANDERS SIG FULD FOR EKSPERIMENTETS SKYLD?

Der bliver drukket igennem på Mallorca. Det er i forvejen svært for Anders og Sebastian at se, om de er landet i Tyskland eller Spanien. Men Anders' idé om, at man bliver nødt til at drikke både hvidvin og fadøl, hvis den ene bare vil have fadøl, gør det formentlig ikke nemmere.

Ægteparret har haft tømmermænd siden Kastrup, og i de første to afsnit undres man over, at de orker.

Men i torsdagens afsnit rammes man af en pludselig åbenbaring:

De er nødt til det.

Der bliver drukket igennem i det spanske tyskerparadis.
Der bliver drukket igennem i det spanske tyskerparadis. Foto: Theis Mortensen
Vis mere

Sebastian har aldrig haft en kæreste og vil gerne lære sin nye ægtemand lidt bedre at kende, før han begynder at nusse og kysse.

Men på karaokebarens dansegulv får fadøllene ham endelig til at kaste sig i armene på Anders.

»Det ville være klart over min grænse, hvis jeg var ædru,« siger han til kameraet, da han næste morgen slår øjnene op – så meget som tømmermændene nu tillader.

Men i tredje afsnit kan Anders tilsyneladende ikke drikke mere. Så nu må han finde på noget andet, hvis han vil have det kys.

Nu må colaen drikkes ren, og rommen skiftes ud med en onlinekonsultation hos programmets psykolog Gert Martin Hald.

De må simpelthen få talt om de berøringer, inden Sebastian trækker sig fra eksperimentet, eller Anders ender ud i et galoperende alkoholmisbrug.

Hvilket fører os til næste undren:

HAR GERT MARTIN HALD BUKSER PÅ?

Her skal du være hurtig, hvis du endnu ikke har set afsnittet. For jeg er overbevist om, at DR snart opdager deres massive brøler og trækker ugens afsnit tilbage.

For... er Gert Martin Hald iført sweatshirt og usat hår? Altså den Gert Martin Hald, som i syv sæsoner er fremstået som en mand, der også er iført en nystrøget slimfit skjorte, når han sover.

Både Melissa og Mikael samt Anders og Sebastian er så uenige om behovet for berøring, at de må kontakte programmets ekspert for en improviseret konsultation over en Skype-forbindelse.

Dette scenario er ikke uvant for de fleste seere, der under coronanedlukningen formentlig har været i mange Zoom-møder med kollegaer iført hyggetøj og en nagende mistanke om, nogen på skærmen ikke har besværet sig med at tage bukser på denne morgen.

Men da ikke Gert Martin Hald!

En afslappet Gert Martin Hald medvirkede pludselig over en Skype-forbindelse.
En afslappet Gert Martin Hald medvirkede pludselig over en Skype-forbindelse. Foto: DR
Vis mere

HVAD ER EN BRYLLUPSREJSE?

Du kender udtrykket: 'Hvis et træ vælter i skoven, og ingen hører det, er det så overhovedet væltet?' Nu kender du også 'Hvis en rejse ikke ligger i umiddelbar forlængelse af brylluppet, er det så overhovedet en bryllupsrejse?'

Forvirringen var nemlig total, da Mikael og Melissa i torsdagens afsnit kunne vise seerne en 'Turen går til Hamborg'-bog.

For havde Melissa ikke så sent som i sidste uge chokeret både Mikael og seerne med informationen om, at de ikke skulle til udlandet? De skulle til – gisp! – kobberbryllup.

»Bryllupsrejsen går til Herning,« grinede Melissas bryllupsgæster, mens Mikael lignede en, der lige havde fået at vide, at bryllupsrejsen går til Herning.

Melissa Bredvig med sin ægtemand, Mikael Beck.
Melissa Bredvig med sin ægtemand, Mikael Beck. Foto: Theis Mortensen
Vis mere

Til B.T. har Melissa Bredvig tidligere udtalt, at hendes mor og bonusfars kobberbryllup var så vigtigt, at hun stillede DR et ultimatum, før hun takkede ja til at deltage i 'Gift ved første blik':

Enten skulle hun have lov at tage sin mand med til kobberbryllup i den periode, hvor de andre par var på bryllupsrejse, eller også måtte de undvære hendes deltagelse i programmet.

Melissa endte dog med at få i både pose og sæk, for snart går turen altså til Hamborg.

Men som man plejer at sige om den tyske storby: ceci n'est pas une bryllupsrejse.