Hvorfor ser de aldrig julekalender i julekalenderen?

En julekalender er som oftest fuld af 'raske børn', og alle raske børn ser jo som bekendt julekalender i december, så hvorfor kører der aldrig 'Pyrus' eller en anden juleklassiker på tv'et i baggrunden, når børnene i tv-julekalenderne tager på eventyr?

B.T. har spurgt en række af bagmændene bag de sidste tyve års mest populære julekalendere.

Ingen har tidligere overvejet at lade deres karakterer se julekalender.

Men selvom flere melder tilbage, at det er en sjov idé, så kan det også nemt blive for 'mærkeligt' et indslag selv i de julekalendere, der bevæger sig i en 'realistisk' verden.

»Det ville føles sært, tror jeg, med sådan et metalag, når de nu selv er med i en julekalender,« lyder det blandt andet fra Ina Bruhn, manuskriptforfatter på TV 2s 'Tinka og kongespillet' og 'Ludvig og julemanden'.

Andre nævner, at det kan skyldes økonomi.

Carsten Myllerup, der både har instrueret 'Jesus og Josefine' og 'Juleønsket' for TV 2 tænker, at hvis det at se julekalender ikke er en nødvendig del af handlingen, så er det en unødvendig udgift enten at skulle købe rettighederne til at vise uddrag fra en gammel julekalender eller producere klip fra en helt ny fiktiv julekalender.

Der er masser af julehygge i TV2s 'Juleønsket', men der er ingen, der ser julekalender.
Der er masser af julehygge i TV2s 'Juleønsket', men der er ingen, der ser julekalender. Foto: TV2
Vis mere

»Det er jo ikke kæmpestore budgetter, der præger julekalenderproduktionerne, så der ville jeg personligt også vælge at bruge penge på noget, der understøtter historien,« lyder det fra Carsten Myllerup.

Og der er flere praktiske årsager.

Natasha Arthy, der var med til at skrive DRs 'Julefeber' fortæller, at børnene i deres julekalender jo slet ikke havde tv, da de boede på loftet af Det Kongelige Teater, og da hovedpersonen Bjørn derudover får smadret sin telefon i første afsnit, har han generelt set svært ved at følge med i en julekalender.

Hun tilføjer, at det også kan være en fordel at gøre en julekalender tidløs ved at fjerne elektroniske elementer, så når man mange år senere ser genudsendelsen ikke tænker over datidens tv og telefoner.

Lillebroderen i DRs 'Tidsrejsen' får aldrig lov til at se julekalender.
Lillebroderen i DRs 'Tidsrejsen' får aldrig lov til at se julekalender. Foto: DR
Vis mere

Og én ting går derudover igen.

Hvilken julekalender skulle børnene overhovedet se i julekalenderen?

'Nissebanden i Grønland', 'Pagten' eller 'The Julekalender'? Svære valg, som man af forskellige grunde nok helst vil undgå,« lyder det fra 'Julefeber'-instruktør Mads Kamp Thulstrup.

Martin Schmidt, der instruerede TV 2s 'Jul i Valhal', fortæller, at hver julekalender forsøger at være unik, og så kan man have det svært med at nævne en af 'konkurrenterne'.

Heller ikke lillesøster Gro i DRs 'Julefeber' ser julekalender.
Heller ikke lillesøster Gro i DRs 'Julefeber' ser julekalender. Foto: DR
Vis mere

Da B.T. for eksempel spørger, om lillesøsteren i 'Jul i Valhal' ikke kunne sidde i baggrunden og se 'Pyrus', tilføjer han med et smil:

»Det kunne være en sjov gimmick, men eftertiden har ud fra nogle undersøgelser vist, at 'Jul i Valhal' og 'Pyrus' ofte konkurrerer om at være de to mest populære julekalendere hos det brede publikum, så jeg er ikke sikker på, at lillesøsteren skulle have set netop den.«

Han fortsætter:

»Vi vil jo selvsagt altid gerne lave den fedeste julekalender overhovedet, så på en meget usynlig måde konkurrerer vi nok lidt mod de andre julekalendere.«

Den kedelige og måske mest oplagte forklaring på, hvorfor børnene ikke ser julekalender i julekalenderne er, at det er kedeligt tv at se andre se tv.

»Vi prøver altid så vidt muligt at lave scener, hvor karaktererne er aktive enten fysisk eller psykisk – og når man sidder og ser tv, er man som udgangspunkt ret passiv. Så det er ikke en særlig dramatisk situation i sig selv,« forklarer Mogens Hagedorn, der instruerede TV 2s 'Tinkas juleeventyr'.

»Børnene havde altid for travlt med at lege og opklare mysterier. Tror heller ikke, det er så sjovt for seerne at kigge på børn, der ser tv,« lyder det fra Camilla Hübbe, der var med til at skrive TV 2s 'Tvillingerne og julemanden', mens Kaspar Munk, der har instrueret DRs 'Tidsrejsen', tilføjer:

»Jeg tror, at for vores vedkommende, var det et spørgsmål om, at vi simpelthen ikke havde tid i fortællingen. Der er så meget gang i plot og følelser, at vi meget sjældent ser karaktererne kede sig eller fordrive tiden med tv eller gaming.«

Hvad tænker du? Har du undret dig over noget i årets nye julekalender 'Kometernes jul', så skriv gerne til krdn@bt.dk.

Andre læser også