Mange ting har ændret sig, siden Danmark blev ramt af coronapandemien, og nu er der gode nyheder til de mange, som har meget mere tid på sofaen.

Det fortæller Henriette Marielund, der er mediedirektør i DR. Hun løfter sløret for tilpasninger i programmet, som skal gøre, at danskerne både er velinformerede og underholdt. Heriblandt et stort tiltag mandag.

'Lige nu er vores hovedfokus at sørge for at levere nyheder og oplysninger til danskerne om corona og samtidig sørge for, at der er relevant indhold på vores kanaler samt DRTV, nu, hvor mange er meget derhjemme. Derfor er der blandt andet flere film til børn og børnefamilier på Ramasjang og mere tryk på Ultranyt, der nu på DR1 klæder de større børn på til at håndtere coronasituationen,' lyder det i et skriftligt svar, hun har sendt til B.T.

'Til de voksne har vi også en række tilbud – blandt andet som noget nyt anbefalinger på DR2 til kulturtilbud, man kan opleve hjemmefra og en række nye dokumentar- og naturprogrammer på DRTV.'

Folk har allerede kunnet mærke, at der er sket store ændringer i den normale tv-underholdning. Eksempelvis er det populære talentprogram X Factor på TV 2 blevet aflyst.

Desuden valgte TV 2 også at aflyse visningen af filmen 'Kingsman: The Golden Circle', fordi den handler om virus.

Og også hos DR har man måttet tage store beslutninger, og de har eksempelvis valgt at lukke ned for 'Aftenshowet' i disse tider, hvor mange er sendt hjem fra arbejde.

Nu fortæller mediedirektøren desuden, at der mandag vil være et helt særligt tilbud, som kun kommer til at handle om coronavirussen.

'På mandag lancerer vi en samlet tidlig aftenflade på DR1 med programmer med fokus på corona mellem kl. 19 og 20. Ud over Lægens Bord og Ultranyt har et nyt program, hvor danskerne kan hjælpe hinanden med råd og tips til, hvordan man håndterer situationen, premiere,' siger hun og uddyber:

'På mandag er Mark Stokholm vært på dette program, hvor også eksperter vil byde ind med fakta og vejledning til at håndtere de mange udfordringer, corona medfører.'

Det er dog stadig en ny situation, både Danmark og verden står i, og ikke mange tør spå om fremtiden.

'Hvordan DR’s sendeplaner og programmer påvirkes på længere sigt er lige nu for tidligt at sige. Vi gør vores bedste for at få alle ender til at gå op, men vi er jo i en noget usædvanlig og ekstraordinær situation, hvor blandt andet 3 ud af 4 DR-ansatte er sendt hjem, da vi er en offentlig institution,' lyder det fra Henriette Marielund.