Den amerikanske talkshow-vært Jimmy Kimmel skal være vært ved den 95. Oscar-uddeling.

Det skriver Oscar-akademiet i et opslag på Instagram.

Det er tredje gang, Kimmel får værtsrollen ved det storslåede awardshow i Dolby Theatre i Los Angeles. Og han er ikke bleg for en lille stikpille til sig selv.

»At blive inviteret til at være vært for Oscar-uddelingen for tredje gang er enten en stor ære eller en fælde,« lyder det til det amerikanske medie ABC News fra Kimmel i en pressemeddelelse.

»Uanset hvad er jeg meget taknemmelig over, at Akademiet at spurgte mig så hurtigt, efter alle de gode sagde nej.«

Kimmel var vært for første gang i 2017 – hvor der her skete en brøler af dimensioner.

Ved Oscar-uddelingen i 2017 blev filmen 'La la Land' udråbt som vinder af prisen for 'bedste film', og først efter hele castet var på scenen, blev det opdaget, at der var sket fejl med kuverterne. Det var nemlig ikke 'La La Land' der skulle have prisen, men derimod filmen 'Moonlight' der var årets vinder. Jimmy Kimmel blev dog valgt som vært igen trods brøleren og vendte tilbage allerede året efter i 2018.

Kimmel trækker alene i værtsrolle-tøjet, efter at der sidste år for første gang var en værtstrio bestående af skuespillerne Regina Hall, Amy Schumer og Wanda Sykes.

Den 95. Oscaruddeling bliver afholdt 12. marts 2023.