»Det bliver en aften, hvor familien Danmark nok vil tænke: 'Hvem var det, vi så her?'«

Sådan beskriver formanden for den danske grandprix-fanklub, Johann Sørensen, feltet i dette års danske Melodi Grand Prix.

Blandt de fortrinsvis ukendte ansigter finder man dog enkelte produkter af populære tv-talentshows - Julie Berthelsen fra hedengangne Popstars, Jasmin fra Den Store Bagedyst og Sigmund fra X Factor.

Men for især sidstnævnte kommer kendis-faktoren absolut ikke til at hjælpe ham, mener grandprix-eksperten, der her kommer med sit bud på årets vindere - og bundskrabere.

Johann Sørensen er ikke i tvivl om, at Julie Berthelsen og hendes veninde Nina Kreutzmann Jørgensen, der som duo blot kalder sig Julie & Nina, har årets suverænt stærkeste sang, som han kalder værende 'i sin egen liga'.

Sangen 'League of light' synges skiftevis på engelsk og grønlandsk, og selvom de færreste danskere kan forstå, hvad der bliver sunget, så mener Johann Sørensen kun, det er en fordel at krydre den med et fremmed sprog.

»Det vil blive opfattet positivt - ikke kun her i Danmark, men også i Europa, hvis den kommer så langt. Det gør den unik og giver den et særpræg,« siger Johann Sørensen, og fremhæver Portugal, der fik sin første sejr nogensinde i 2017 med sangen 'Amar pelos Dois', der udelukkende var på portugisisk.

Julie & Nina får dog skarp konkurrence af 20-årige Leonora, der i sin sang 'Love is forever' også blander flere sprog, idet det ellers engelske omkvæd synges på både dansk, fransk og tysk hen imod slutningen.

Det bliver Leonora (tv.) og Julie og Nina, der kommer til at slås om førstepladsen, mener Johann Sørensen.
Det bliver Leonora (tv.) og Julie og Nina, der kommer til at slås om førstepladsen, mener Johann Sørensen. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Hvis man skal pege på noget skidt, er det dog, at den minder meget om Anna Ritsmars 'Starlight', som blev nummer to sidste år. I værste fald bliver 'Love is forever' for pæn og mangler kant og risikerer at lide samme skæbne som 'Starlight',« siger Johann Sørensen, der ellers kalder vinderkandidaten 'enkel og smuk'.

På en tredjeplads vurderer han Marie Isabell med 'Dancing with you in my heart', da sangen er glad, festlig og nem at synge med på, mener han.

Feltets svageste sang er ifølge grandprix-formanden X Factor-stjernen Sigmund med 'Say my name'.

»Den er for gennemsnitlig. Det virker som en metervare, og omkvædet ender næsten med at blive irriterende til sidst. Rent vokalmæssigt er Sigmund ikke helt oppe at ramme den. Når vi får lov at se ham på scenen, vil hans danseevner måske hjælpe ham, så han ikke slutter helt nede i bunden, men i sidste ende tror jeg ikke, det er nok,« siger Johann Sørensen.

»Og så er jeg ked af at sige det om den eneste dansksprogede sang, men Humørekspressen med 'Dronning af baren' kommer nok også til at havne i bunden. DR skal have point for at få noget folkelighed ind i grandprix'et, men der er mange andre, spændende dansksprogede grupper, som kunne have været fede at se i grandprix'et. F.eks. Folkeklubben,« siger Johann Sørensen.

Han kalder 'Dronning af baren' for 'en atypisk grandprix-sang' - til dels pga. teksten i omkvædet, der lyder:

'Hun er en dronning af baren / er du en mand, så må du be' til din Gud / hun er ung, men erfaren / hun tygger mændene og spytter dem ud'

»Den har ikke de bedste chancer for at skabe en masse glæde og fest, fordi teksten simpelthen er for voldsom,« vurderer formanden for den danske grandprix-fanklub.

Johann Sørensen spår ikke feltets eneste dansksprogede sang, Humørekspressens 'Dronning af Baren' mange chancer. Også Sigmund (th.) har en sang, man hurtigt glemmer, mener grandprix-eksperten.
Johann Sørensen spår ikke feltets eneste dansksprogede sang, Humørekspressens 'Dronning af Baren' mange chancer. Også Sigmund (th.) har en sang, man hurtigt glemmer, mener grandprix-eksperten. Foto: Agnete Schlichtkrull
Vis mere