Morgenens tv-seere, som har tændt for TV2, er måske blevet skuffede.

Der var nemlig en times tid, hvor kanalen ikke kunne sende 'Go' Morgen Danmark' på grund af en teknisk fejl.

»Vi havde problemer med lyden. Det var i den digitale afvikling, at problemet fandtes,« siger Go' Morgen- og Go' Aften Danmark-redaktør Henriette Ladegaard til B.T.

Hun forklarer, at de startede med at bruge noget tid på at lokalisere problematikken, og derefter gik de over til manuel afvikling, men det tog også noget tid at få op og køre.

»Af alle dage var det lige i dag, vi skulle sende live fra en luftballon. Så vi havde et helt hold stående, og danmarksmesteren i luftbalon stod klar, men heldigvis lykkedes det klokken 7.30,« siger redaktøren.

Der var også andre ting, der blev påvirket af dagens nedbrud.

Kokken måtte improvisere mere end normalt og måtte lave en puré en del hurtigere, end han plejer at gøre. Desuden fortæller Henriette Ladegaard, at der er et par gæster, som skulle have været med i dagens program, som kommer på en anden dag.

»Jeg kan love folk, at vi er oppe og køre i morgen igen. Det er dejligt.« slår hun til sidst fast.