DR er tilbage med en ny sæson af 'Gift ved første blik'. Som altid i reality-tv er 'intet, som det plejer'.

Efter at DR på grund af coronakrisen sidste år sprang 2020 over, vender de den 19. august tilbage med en ny sæson af deres populære matchmaking-program 'Gift ved første blik'.

Programmet kører i år på syvende sæson, og som noget nyt vil de blandt andet prøve at matche de fem nye par ud efter fysisk attraktion og seksualitet.

Programmets faste psykolog Gert Martin Hald har fået besked på at sætte folk sammen, der øjeblikkeligt skal have seksuel kemi.

»Det har vi gjort, fordi vi har oplevet, at når den her øjeblikkelige kemi ikke er der fra starten, kan det blive en endnu sværere proces at blive gift på tv,« fortæller DR-redaktør Stine Preem til dr.dk.

Derudover medvirker tre nye eksperter i form af adfærdspsykolog Annemette Staal, parterapeut og psykolog Jacob Cornett og til sidst etnolog og livsstilsekspert Julia Lahme.

Sidstnævnte vil løbende give seerne perspektiver på parrenes adfærd og udvikling.

De fem nye par er endnu ikke blevet offentliggjort.

'Gift ved første blik' er et dansk tv-koncept, der blev sendt første gang på DR3 i 2013. Siden 2014 har det været sendt på DR1, og indtil videre er fire par stadig sammen i dag.

Ifølge DR går de hvert år efter at finde nye par-konstellationer men det er endnu ikke lykkedes at finde andre end mand-kvinde par med samme hudfarve.

»Vi vil sindssygt gerne have en bredere repræsentation med hensyn til etnicitet og seksualitet. Vi synes, det kunne være mega spændende at få personer med, som kan give et andet perspektiv på den her pardannelse,« lyder det fra DR-redaktør Stine Preem.

Livsstilsekspert Julia Lahme.
Livsstilsekspert Julia Lahme. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere