Igennem seks sæsoner er 24 par blevet matchet i det populære DR-program 'Gift ved første blik.'

Dog kan antallet af par, der stadig er sammen, tælles på én hånd. Og syvende sæson af programmet vil ikke trække statistikken op.

Det mener kulturkommentator på Berlingske, Anne Sofie Hermansen, i hvert fald.

Hvis du spørger hende, vil kun ét par i år klare skærene – nemlig Jonna og Carsten. Og den pessimistiske forudsigelse bunder i, at mændene i datingprogrammet simpelthen ikke virker til at være blevet ordentligt voksne. Det skriver hun i en klumme.

Begrundelsen lyder, at Michael, projektlederen fra Silkeborg, finder sig i at blive bosset rundt af Christina. At læreren Michael, tygger med åben mund som et barn, mens krummerne vælter ud over læberne. At den studerende Daniel bare er med i programmet uden at være noget for Samantha.

Men der er håb for Carsten og Jonna.

Carsten Thybo Nielsen og Jonna Lis Pedersen.
Carsten Thybo Nielsen og Jonna Lis Pedersen.
Vis mere

Ifølge kulturkommentatoren lader de nemlig til at kunne mødes, selvom de holdningsmæssigt står i hvert sit ringhjørne. Og Carsten skiller sig ud fra de andre mænd i programmet, fordi han godt ved, hvem han selv er, og derfor kan forholde sig til dét, Jonna siger og har på hjerte.

Anne Sofie Hermansen kalder ham for 'voksen' – i modsætning til de andre mænd – og henviser til deres dialog fra morgenbordet, hvor det nygifte par taler om #metoo. Du kan læse om episoden her.

»Trist« og »kedeligt« kalder Hermansen Gift ved første blik, og hvis kulturanmelderen havde givet programmet stjerner, tyder det på, at antallet ville være beskedent:

»Lad mig sige det, som det er: Dette års udgave af Gift ved første blik er lige så trist som mundbind, afspritning og afstandskrav – tilsammen.«

Gift ved første blik sendes hver torsdag på DR1 klokken 20.