Hunden Kenzo blev et omdrejningspunkt i sæsonfinalen af 'Gift ved første blik', hvor Ronnie Willemoes Jørgensen gjorde det klart, at hans hund betyder alt for ham. Han betragter den faktisk som sit eget barn.

»Han er som mit barn i mit hoved, så når Cecilie ikke har hund, er det svært for hende at sætte sig ind i det. Det er svært bare at lukke døren og høre ham stå derude og pive, det ville du heller ikke gøre, hvis det var et barn. Han er et hjertebarn og får altid førsteret over en kvinde,« fortæller 31-årige Ronnie Willemoes Jørgensen.

Han og hunden Kenzo besøgte onsdag aften B.T. efter sæsonfinalen af 'Gift ved første blik'. I programmet så man blandt andet, hvordan Ronnies hund skabte splid i forholdet, da Cecilie gerne ville have hunden ud af sengen og soveværelset, mens Ronnie forlangte, at hunden blev.

Han indrømmer dog, at den som udgangspunkt ikke bør være i sengen.

»Udgangspunktet er, at han ikke skal være i sengen, men nogen gange tager han snigeren og hopper op, og man bemærker det ikke lige, før man tumler rundt, og så er det synd at smide ham ud,« forklarer Ronnie Willemoes Jørgensen til B.T.

Han mener, det var svært for Cecilie at forstå, hvor knyttet han selv var til Kenzo, som han har haft i flere år.

Ronnie og Cecilies ægteskab holdt ikke. Vis mere

»Cecilie havde sovet hos mig i 24 timer og havde et krav, jeg ikke kunne efterkomme. Jeg tilbød, jeg kunne tage ham med ned om morgenen, men han skulle ud af soveværelset, og der måtte jeg skære igennem og sige: 'Det kommer ikke til at ske',« forklarer Ronnie Willemoes Jørgensen.

Som bekendt valgte han og Cecilie Sidelmann Basnov at blive skilt ved programmets afslutning, men siden har Ronnie fundet kærligheden sammen med ingen ringere end kvinden, der passede Kenzo, mens Ronnie blev gift.

Hun er, måske ikke så overraskende, helt pjattet med hunden Kenzo. Også i sengen.

»Nogle gange er det faktisk lige før, hun rykker sig, så han kan ligge ved siden af hende. Men hold kæft, han fylder altså,« griner Ronnie.

Hunden Kenzo er Ronnies et og alt. Vis mere

Han og kæresten overvejer nu, om de skal udvide flokken med endnu en hund, og snakken er især faldet på en engelsk Staffordshire.

På B.T.'s Facebook-side er brugerne ikke i tvivl. Langt de fleste mener, at Ronnie Willemoes Jørgensen tog den rigtige beslutning, da han prioriterede hunden, og at en hund i øvrigt bestemt hører til i sengen.