25-årige Kathrine Kelså fra tv-programmet 'Gift ved første blik' fortæller om nogle af sine tidligere forhold, der ikke fungerede, men som i dag har gjort, at hun kender sig selv på en bedre måde.

»Det var ikke modne forhold. Det var forhold baseret på en barnlig naivitet, og der havde jeg svært ved at finde en balance på, hvornår man går på kompromis, og hvornår man giver køb på sig selv. Til sidst kom det for langt ud,« fortæller Kathrine Kelså til B.T. om nogle af sine tidligere forhold før sin medvirken i DR1's 'Gift ved første blik'.

Første gang Kathrine Kelså åbner op om nogle af sine mindre gode forhold fra fortiden, sker på hende og Michael Harders' bryllupsrejse til Edinburgh.

Her fortæller hun, at nogle prøvede at ændre hendes tøj, hår og makeup. Der var sågar en, der foreslog, at hun kunne kaste op, efter hun havde spist. På den måde kunne hun jo tabe sig, fortæller hun til sin 27-årige mand, Michael Harders, i onsdagens afsnit af 'Gift ved første blik'.

Kathrine og Michael blev gift i første afsnit af 'Kærlighed ved første hik'. Foto: Marianne Overaa
Kathrine og Michael blev gift i første afsnit af 'Kærlighed ved første hik'. Foto: Marianne Overaa
Vis mere

Det gav hende fornemmelsen af, at noget ikke var, som det skulle være.

»Lige pludselig var jeg ikke lykkelig. Jeg mistede følingen med mig selv og var ikke længere glad. Da måtte jeg indse, at jeg nok ikke var i et forhold, der var rigtigt for mig.«

Camilla Bruun, der er psykolog og parterapeut, mener, at der kan være en bestemt grund til, at man flere gange kan ende i forhold, der ikke virker sundt.

»Som mennesker har vi en søgen mod at blive helede. Det sker også gennem svære situationer og ofte i parforhold, hvor ens partner kan aktivere tidligere smertefulde oplevelser og følelser. Det gør nemlig, at de gamle sår kan komme op til overfladen og blive helede,« siger Camilla Bruun til B.T.

Femte sæson af 'Gift ved første blik' er i gang på DR1. Foto: DR
Femte sæson af 'Gift ved første blik' er i gang på DR1. Foto: DR
Vis mere

Således mener Camilla Bruun, at der kan være noget sundt i det, der ellers virker usundt.

»Jo mere man får set på sig selv, jo mindre vil man blive overvældet af andres adfærd. Man vil på den måde stå stærkere i forhold til andre mennesker. Det, der kan virke usundt, kan der derfor være noget sundt i, for så får man muligheden for at se på sig selv og lære sig selv at kende for derved at blive mere hel som menneske.«

Selvom Kathrine Kelså også har haft gode forhold, ved hun også godt, at hun aldrig kommer så langt ud igen, hvor hun ikke kan bunde.

At lære sig selv at kende gennem sine tidligere forhold er nemlig også noget, som Kathrine Kelså har erfaret på egen krop.

Kathrine og Michael i Edinburgh. Foto: DR
Kathrine og Michael i Edinburgh. Foto: DR
Vis mere

»For mig har forholdene resulteret i, at jeg har lært mig selv at mærke efter. Jeg skal ikke længere gå på kompromiser, som er urimelige. Selvfølgelig vil jeg stadig gå på kompromis, men jeg husker også at lytte til mig selv.«

Kathrine Kelså vil slutteligt ikke røbe noget om, hvordan resten af hendes og Michael Harders' bryllupsrejse forløb efterfølgende.

Derimod vil hun gerne understrege, at han håndterede hendes åbenhed på en god måde.

»Han tog det så pænt og var rigtig god til at lytte. Michael og jeg havde også en kæmpe styrke i netop det øjeblik, fordi vi forstod og respekterede hinanden.«