Alle har stort set svævet på en lyserød sky i denne sæson af DR-programmet 'Gift ved første blik'.

Men i torsdagens afsnit bliver der pludselig dårlig stemning mellem Christina Larsen og Frederik Reimer.

»Den middag var forfærdelig,« siger Frederik Reimer meget direkte til B.T.

Den forfærdelige aften skyldtes særligt to ting, forklarer han.

Dels var parret placeret i et underligt rum.

»Den var forfærdelig, for jeg var ikke god til at være i den setting. Det var kun mig og Christina, der sad i et kæmpe rum, og en tjener der stod i hjørnet og ventede på at skulle servere for os,« fortæller Frederik Reimer.

Frederik og Christina var ude at vandre før den svære middag. Foto: Snowman Productions

Derudover gled snakken ikke let, fordi begge parter var trætte. Og Frederik - ja han døjede også med et andet problem.

»Vi havde svært ved at finde på samtaler, og vi var begge to så trætte lige der. Vi havde gået i klipperne hele dagen, og jeg havde fået så meget sol i skallen, at hele mit ansigt det brændte bare,« forklarer Frederik Reimer med et grin.

Kombinationen af træthed og et helt tomt rum gjorde heller ikke tingene bedre.

»Hver gang der var stilhed, så var der bare fuldstændig stilhed i det der rum.«

Frederik Reimer fortæller, at han selv var drænet efter nogle intense dage. Foto: Snowman Productions

»Når man så er stille, så gør det bare det hele være, at man ikke lige kan kigge på andre,« fortæller Frederik Reimer.

I programmet ser man også, hvordan Christina Larsen rejser en lille kritik, fordi det konstant er hende, der på bryllupsrejsen generelt tager initiativ.

Og der lægger Frederik Reimer sig fladt ned.

»Jeg vil give hende ret i, at sådan var det på bryllupsrejsen. Jeg vidste godt, at det ville blive sådan, men jeg vidste ikke, jeg ville have det så svært ved det.«

»Jeg følte mig træt, jeg var sgu drænet, og så var det svært at tage teten,« forklarer DR-deltageren.

Han fortæller, at det under bryllupsrejsen for alvor ramte, at det havde været nogle meget intense dage.

»Det var meget nyt det hele, også med bryllupsrejsen. Jeg havde ikke været ude at flyve, siden jeg var 10, og jeg var ikke så god til at finde rundt i en storby, og alle de ting gjorde, at jeg havde det svært.«

»Også fordi man ville gerne vise sig fra sin gode side i en ny relation. Jeg kunne ikke se, hvor jeg skulle toppræstere på den bryllupsrejse, fordi det var så intenst,« siger Frederik Reimer.