Det gik i den grad op og ned for den 36-årige lektor Christina Larsen og den 35-årige trælastsælger Frederik Riemer i 'Gift ved første blik'.

I finaleafsnittet af DR-programmet ender Christina dog med at kaste håndklædet i ringen for dem – og den beslutning tror hun ikke, at seerne kommer til at hylde hende for.

I finaleafsnittet af 'Gift ved første blik' siger Frederik først, at han gerne vil forblive gift, før Christina må fortælle, at det vil hun ikke. Foto: Snoman Productions / DR

»Jeg tror, jeg kommer til at få rigtig meget hate,« siger Christina ærligt til B.T.

For generelt synes hun, at hun har fået en hård medfart ved at medvirke i DRs helt store seermagnet. 

»Når jeg hører folk fortælle, så er de søde, men der er også en del Facebook-krigere og tv-personligheder, der har en anden holdning,« siger hun.

Næstsidste afsnit af 'Gift ved første blik' var i sidste uge det mest sete program overhovedet herhjemme, hvor lige knap 850.000 danskere sad klistret til skærmen.

Christina Larsen og Frederik Reimer bliver gift i andet afsnit af 'Gift ved første blik'. Foto: Snowman Productions

Samtidig dækker samtlige danske medier DR-programmet, der også har flere podcasts og sociale medie-profiler dedikeret til at endevende tv-parforholdene ned i detaljen.

»Når det foregår i en ordentlig tone, og måske med lidt humor, så synes jeg faktisk, det er rigtig fint, at folk stiller sig kritisk overfor mig – jeg sidder da også selv på bagkant og efterrationaliserer,« indvender Christina. 

»Men når det bliver lidt mere et personangreb, så mister det lidt,« tilføjer hun.

Så generelt prøver den 36-årige lektor at lade være med at følge alt for meget med i kommentarspor og podcasts og lignende om 'Gift ved første blik'.

36-årige Christina Larsen er uddannet sygeplejerske og arbejder til daglig som lektor. Foto: Peter Refsgaard/Snowman Production

»Det er ikke fordi, jeg sidder og er fuldstændig nede – jeg synes egentligt, jeg har evnen til at lægge en sund distance til det og huske, at det heller ikke er alt, folk ser på tv. Men det er da aldrig rart,« indrømmer Christina.

Men der er altså også samtidigt væltet ind med støttende beskeder, forsikrer hun.

Særligt har hendes ærlighed omkring det gerne at ville finde en partner, men alligevel ikke lykkes med det, vakt genklang hos seerne.

»Jeg har fået enormt mange positive tilkendegivelser i forhold til det med at være en Vente-Bente, der er åbenbart rigtig mange, der har kunnet spejle sig i min historie der, så det har været et vigtigt tabu at bryde,« slår Christina fast.

Foto: Snoman Productions / DR

Men selvom Christina i dag stadig er glad for sin deltagelse, så har hun haft brug for at bearbejde oplevelsen af pludselig at være blevet til allemandseje.

Derfor er hun fortsat ved den nye 'Gift ved første blik'-psykolog Mattias Stølen Due efter programmet, røber hun.

»Jeg har haft et par snakke med Mattias siden. Produktionen gør meget for at passe på os, både før, under og efter programmet, og det har jeg kunnet bruge til helt vildt meget,« fortæller Christina.

»Det har mest været om at bearbejde alt det her. Man skal jo huske, at os deltagere nok ikke er de typiske realitydeltagere, vi er faktisk bare ret almindelige mennesker, som så pludselig står i den her mediestorm, fordi programmet er så populært, så det kan gøre godt at få snakket om,« forklarer hun.