Bølgerne gik atter højt mellem Eva Lundberg og Carsten Jensen i femte afsnit af 'Gift ved første blik' på DR1. Carsten mener dog ikke, at forholdet mellem de to kunne være foregået på andre måder.

Det fortæller han i et e-mail-svar til B.T. dagen efter, at femte afsnit, hvor Eva og Carsten var på bryllupsrejse, blev sendt.

I programmet giver Carsten nemlig kraftigt udtryk for, at matchet mellem Eva og ham selv er en fejl. Den mening står Carsten stadig ved i dag, efter han har set programmerne i fjernsynet.

»Som jeg har sagt før, så undrer jeg mig blot over, hvorfor vi er blevet matchet,« skriver han.

Carsten og Eva tog flere diskussioner under bryllupsrejsen.
Carsten og Eva tog flere diskussioner under bryllupsrejsen. Foto: Snowman Productions
Vis mere

At de to var et fejlmatch, mener Carsten ikke, at han selv eller Eva for den sags skyld kunne gøre noget ved. Forskellighederne var simpelthen for store ifølge Carsten.

»Jeg tror ikke, Eva og jeg kunne have gjort noget anderledes end det, vi gjorde. Vi er jo, som vi er.«

Undervejs som seerne har kunnet se Eva og Carsten som ægtefolk, har Carsten efterfølgende været en del udskældt på de sociale medier.

Det er også noget, Carsten har bidt mærke i. Dog er det ikke noget, han tager så tungt. Han har nemlig været forberedt på de mulige eftervirkninger fra programmet.

52-årige Eva og 53-årige Carsten.
52-årige Eva og 53-årige Carsten. Foto: Marianne Overaa
Vis mere

»Jeg har godt vidst, hvad det var, jeg gik ind til. Samtidig tror jeg tror nu også, at folk godt ved, det er en klippet virkelighed, og at der er to sider af sagen,« slutter Carsten e-mailen af med.

Eva og Carsten blev gift i programmets andet afsnit, hvor seerne siden har kunnet følge ægteparret på deres bryllupsrejse. Det har dog langtfra været en dans på roser.

De mange skænderier medførte blandt andet, at Carsten fortalte Eva, at han ikke syntes, de længere skulle være et par. Eva og Carsten tilbragte efterfølgende en nat på hvert sit hotelværelse. Morgenen efter endte de to så i kraftigt skænderi, hvor Eva bebrejdede Carsten, at han gerne ville bruge hende seksuelt, men samtidig ikke var interesseret i at have hende som kone.

Eva og Carsten kan ses i 'Gift ved første blik' hver onsdag kl. 20 på DR1.