»Der er sket nogle ting, som gør, at min mor og jeg ikke taler sammen. Nogle ting, som jeg ikke rigtig kan se, hvordan vi skal komme tilbage fra for at være helt ærlig.«

Der er fordele ved at være en vaskeægte tv-familie. Men der er så sandelig også ulemper. Det måtte Stephanie 'Geggo' Salvarli sande, da hun tidligere på året var så dødeligt uvenner med sin mor, Linse Kessler, at de ikke kunne være i stue sammen.

Og det blev bemærket på de sociale medier, hvor fans hurtigt kunne lægge to og to sammen, da den normalt så sammentømrede 'Familien fra 'Bryggen'-familie ikke lagde billeder op af hinanden i en lang periode.

»Det her er en af bagsiderne ved at leve det liv, vi gør. At folk har alverdens gætterier og påstande,« siger den 31-årige tv-stjerne i aftenens afsnit af TV 3-programmet.

'Familien fra Bryggen'-stjernerne har været dødeligt uvenner i en længere periode.
'Familien fra Bryggen'-stjernerne har været dødeligt uvenner i en længere periode. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Hun ønsker ikke at hverken be-, afkræfte eller endsige selv nævne gætterierne. Og at fortælle, hvad uvenskabet handler om, ville svare til at tage sine beskidte trusser af og hænger dem fremme, hvor alle kan se dem, fortæller Stephanie 'Geggo' Salvarli.

Til gengæld slår både hun og Linse Kessler fast, at Stephanie 'Geggo' Salvarlis datter Alba ikke kan mærke, at mor og mormor er dødeligt uvenner. De snakker sammen over Facetime stortset hver dag, lyder det.

»Jeg ville aldrig forbyde hende at Facetime og snakke med Alba og så videre. Det kan man ikke.  Alba hygger sig med at snakke med hende,« siger Stephanie 'Geggo' Salvarli i 'Familien fra Bryggen', hvor Linse Kessler supplerer:

»Det betyder så meget, for jeg savner selvfølgelig min familie. Men når jeg har Alba, så kommer der lige et smil på læben.«

Siden optagelserne er familien kommet på talefod igen. Og normalt ville de have ladet være med at tage konflikten med i TV 3-programmet, men det var ikke muligt denne gang, fortalte Linse Kessler og hendes svigersøn Cengiz Salvarlig, da de gæstede 'Go' Afen Live' i marts.

»I den nye sæson kommer lidt, vi ikke har lavet før. Der kommer noget, hvor familien er uenige om nogle ting, som vi var nødt til at have med. Det gør der,« afslørede Cengiz Salvarli, inden Linse Kessler supplerer:

»Fordi det var et længerevarende uvenskab, så var vi nødt til at tage det med, fordi vi skulle optage hver for sig.«

Heller ikke dengang afslørede 'Familien fra Bryggen'-stjernerne, hvad uvenskabet gik ud på. Men de opsigtsvækkende udtalelser fik tilsyneladende seere til at tro, at det var Linse Kessler og Cengiz Salvarli, der havde været uvenner.

'Familien fra Bryggen' kører på 19. sæson.
'Familien fra Bryggen' kører på 19. sæson. Foto: TV3
Vis mere

Men det manede Stephanie 'Geggo' Salvarli til jorden i en spørgerunde på Instagram.

'Nej, det er ikke C og min mor, der har haft en konflikt. Det er min mor og jeg,' skrev hun.

'Lige som mange andre familier har vi også uvenskab indimellem, det er bare ikke noget, vi normalt filmer, da det oftest drejer sig om bagateller. Denne gang var det alvorligt og længerevarende, og oveni det var vi ved at filme en sæson, så det ville være unaturligt ikke at påtale det.'

Familien har tidligere løftet sløret for et alvorligt uvenskab. Det gjorde Stephanie 'Geggo' Salvarli blandt andet i sin bog 'Geggo – Fra vild teenager til businesskvinde og mor', hvor hun gav udtryk for, at hun savner sin onkel – Linse Kesslers bror, den tidligere bokser Mikkel Kessler – og at det er trist, at hun ikke længere er på talefod med den mand, der i flere perioder af hendes barndom var både som en bror og en far for hende.

»Det er jo efterhånden ingen hemmelighed, at jeg desværre ikke rigtigt har kontakt med Mikkel i dag. Der har været så mange uoverensstemmelser, som gør, at vi ikke taler sammen længere. Det er trist, og jeg savner ham. Men sådan er det en gang imellem i en familie, særligt når alle er så skidestædige,« skriver hun og fortsætter:

»Jeg håber bare, at vi en dag kommer tilbage til hinanden, for jeg havde aldrig i mit liv troet, at vi skulle ende her.«

Uvenskabet har efterhånden stået på i et par år, men ingen af parterne har foreløbig ønsket at fortælle, hvad der slog skår i familieidyllen.