Parret indrømmer, at 'Stjerneboksning' har været en dyr affære for dem.

På lørdag afholdes den første omgang af det stort anlagte realityarrangement 'Stjerneboksning', som 'Familien fra Bryggen'-parret Geggo og Cengiz står bag.

Men ikke nok med, at parret har haft deres hyr med planlægningen af arrangementet, så er det også deres egne penge, som de har spyttet i projektet.

»Vi er i underskud økonomisk lige nu, det vil jeg gerne indrømme,« afslører Geggo og understreger, at underskuddet altså kun gælder i 'Stjerneboksning'-henseende.

Det er nemlig en dyr affære at afholde et nyt arrangement som 'Stjerneboksning'.

»Nogen tænker, vi tjener en masse penge på det, men det er, fordi de ikke ved, hvor mange udgifter der er. Der er rigtigt mange udgifter,« fortæller Geggo.

Det er nemlig hende og Cengiz selv, der må punge ud, når der skal lejes træningslokaler og boksehal, når livestreamingen af eventet skal være af højeste kvalitet, når boksetrænere og kameramænd skal have løn, og når deltagerne kører til og fra træning – og ikke mindst står parret også for præmierne på de 10.000 kroner, som hver boksekamp drejer sig om.

Vi håber, det ender med at gå i nul

De indtægter, som Geggo og Cegiz kan hive hjem på 'Stjerneboksning' til at dække det nuværende underskud, afhænger af, folk køber billet til eventet eller betaler for at se det på livestream.

»Det skal jo kunne hænge sammen økonomisk, så det kræver også, at der er nogen, der gider se det. Vi har også sat priserne ret billigt, så det er klart, at der skal mange ind og se det, før det kan gå op. Men vi håber, det bliver en succes, så vi kan lave en sæson igen næste år,« fortæller Cengiz.

Parret ser nemlig i stedet 'Stjerneboksning' som en investering, der senere hen skal betale sig.

»Vi håber, det ender med at gå i nul. Vi er udmærket klar over, at vi ikke kommer til at blive rige på den her omgang 'Stjerneboksning'. Det tænker vi, at vi måske kan blive på lang sigt, men vi gør først og fremmest det her, fordi det er mega sjovt at lave,« lyder det fra Geggo.

Artiklen er lavet i samarbejde med Realityportalen.dk.