»Ved du hvad? Sådan et pitch kræver sgu en investering. Det var virkelig fedt,« lyder det fra en begejstret Tommy Ahlers.

I torsdagens afsnit af DR-programmet 'Løvens Hule' vender Tommy Ahlers ikke blot tilbage som løve. Nej, han bliver også blæst bagover af et pitch fra virksomheden Bælg.

Firmaet Bælg fremstiller et sundere alternativ til det klassiske konfekt, snacks lavet på bælgfrugter, og blev stiftet af de to barndomsvenner Benjamin og Martin.

Alligevel føler Tommy Ahlers sig ikke helt solgt på at investere, da han står tilbage som ene løve.

Han mener, at hans manglende detailviden kan være medvirkende til, at investeringen ikke giver værdi for Bælg.

Tommy Ahlers vender tilbage i den varme løvestol torsdag aften.
Tommy Ahlers vender tilbage i den varme løvestol torsdag aften. Foto: Foto: Per Arnesen
Vis mere

Så hvad er det for et pitch, han bliver begejstret for?

Det er såmænd pitchet fra Bælgs sælger, Benjamin:

»Jeg plejer at sige, hvor hårdt er det at være iværksætter? Det kan sammenlignes med et hundeår. Ét iværksætterår, det svarer til syv år, som da man var ansat. Og det er ikke negativt sagt om at være en ansat. Det er bare for at fortælle dig, at du har tre gutter, der ikke giver op. Og sådan er det bare,« lyder det fra sælgeren Benjamin.

Her er vi så tilbage til den svært begejstret Tommy Ahlers. For efter det pitch ender han med at give et bud.

Og sælgeren Benjamin får da også lige tilføjet, da de unge mænd bag Bælg giver et modbud, at de næsten har Danmarks første veganske softice, lavet på restvandet fra bælgfrugterne, klar.

Det køber løven ind på. Bælg kan gå hjem fra programmet med både en investering og ros for at have lavet et pitch, der efterlader Tommy Ahlers svært begejstret.