Der er nok næppe gået nogens næse forbi, at 'Game Of Thrones' er en barsk serie. Vold er en hel elementær del af dramaturgien, men en voldtægtsscene har alligevel fået kritik for at være unødvendig og over stregen.

Selv om manden, der spiller karakteren, som voldtager kvinden, ikke mener, at scenen var uberettiget, så åbner han alligevel op om dagen, hvor den skulle skydes. 35-årige Iwan Rheon, der spiller Ramsay Bolton, fortæller, at scenen var en grum oplevelse:

»Scenen var forfærdelig, og ingen havde lyst til at være der. Det var meget, meget svært at være en del af. Det var den værste dag i min karriere,« siger Iwan Rheon til The Metro.

I scenen voldtager Ramsay Bolton sin nye kone, Sansa Stark, på bryllupsnatten. Et ægteskab, som hun er tvunget ind i af Ramsay, en karakter, der bedst kan beskrives som sadist.

Så undervejs i serien må Rheon ad flere omgange indstille sig på at være centrum for voldsomme scener, men intet kommer i nærheden af voldtægtsscenen:

»Man ser det ikke rigtigt, når man skærer nogens finger af, og hvis det er helt tæt på, er det jo bare plastik. Vi spiller bare, det er ikke ægte. Men så er der noget som dét (voldtægtsscenen, red.), hvor det hele pludselig virker så ægte, og det er meget svært at håndtere. Det var en forfærdelig dag.«

»Det er noget, som vi slet ikke burde bekymre os om, fordi det slet ikke burde eksistere. Men desværre, så gør det.«

Kvinden, der spiller Sansa Stark, udtalte i 2019, at scenen var nødvendig som motor for en senere begivenhed, hvor hun ender med at tage hævn over Ramsay ved at slå ham ihjel.

Sophie Turner, der spiller Sansa Stark i 'Game Of Thrones'.
Sophie Turner, der spiller Sansa Stark i 'Game Of Thrones'. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Men den voldtægtsscene er ikke en enlig forestilling. Danske Nikolaj Coster-Waldau har nemlig også luftet sine tanker om en anden scene, hvor Emilia Clarke måtte stå model til det samme:

»For Emilia var det meget svært og nedværdigende, for det, hendes karakter går igennem, er forfærdeligt.«

Coster-Waldaus karakter, Jaime Lannister, måtte selv lade livet i sæson otte.