Serieutroskab er et udbredt fænomen på Fyn, viser ny undersøgelse.

Hver fjerde fynbo har svært ved at holde fingrene fra fjernbetjeningen, selvom den partner eller ven, de ser en bestemt serie med, ikke er til stede.

Rundspørgen, der er lavet af Telmore viser, at foruden den store andel af utro tv-seere, er der også mange, der ikke indrømmer deres udåd.

Det er kun 32 procent af de adspurgte, som siger, de går til bekendelse. Til sammenligning er det hele 44 procent på landsplan, som indrømmer, når de har set forud i en serie.

Hvis man er bekymret for, at ens tv-makker er længere fremme i yndlingsserien, er der faktisk bestemte ting, man kan gøre for at afsløre vedkommende.

Har man en konto på den populære streamingtjeneste Netflix, kommer Telmores Product Owner og Product Manager Carsten Løvenkrands her med et tip:

»Hvis du og din seriepartner deler en konto på for eksempel Netflix, kan du faktisk finde en oversigt over, hvad der er blevet streamet på profilen – og hvornår,« udtaler han i en pressemeddelelse, hvor han uddyber:

»Til gengæld kan den snu seriepartner slette sine spor det samme sted, så dét skal man selvfølgelig være opmærksom på.«

Undersøgelsen viser desuden, at folk er mest utro med serien 'Game of Thrones', som kan streames på HBO.

Andre bemærkelsesværdige tal, som undersøgelsen afslører, er blandt andet antallet af folk, der faktisk ikke husker, om de er gået til bekendelse om deres utroskab.

Det vides ikke, om det er den dårlige samvittighed, der plager, men 13 procent af fynboerne påstår, de ikke lige kan huske, om de fik fortalt partneren om det.

Desuden viser det sig, at det er de unge, der i allerhøjeste grad ikke han holde fingrene fra knappen.

Her er det 43 procent af fynboerne i alderen 18 til 35 år, som indrømmer, de har brudt en serieaftale. Blandt dem, der er over 56 år, er det kun 25 procent. Igen er der også en procentdel, som ikke ved, hvad de selv har gjort. Syv procent fortæller, at de ikke kan huske, om de har været utro.