Tirsdag kom det frem, at det populære filmprogram 'Filmselskabet' til december ikke længere vil blive sendt på DR.
Programmet droppes, da kanalen DRK lukkes ned som en del af spareplanen hos Danmark Radio.
Men dét er ikke en beslutning, der er faldet i god jord hos programmets – snart tidligere – vært, Maria Månson.
»Jeg er selvfølgelig brandærgerlig. Det er mit hjertebarn, der tages fra mig, og ud over mit eget personlige tab, så synes jeg også, det er et generelt tab for filmformidlingen i Danmark,« siger hun til B.T.
Hun fortæller ligeledes, at hun synes, DR har truffet en fattig beslutning, som hun selv kalder den:
»Jeg føler, mit fag bliver reduceret, da der ikke er noget andet tv-program i DR, som formidler film på samme måde, og derfor er det fattigt af DR, når de ikke kan se behovet for sådan et program.«
Maria Månson er stadig ansat i DR, men hun har alligevel valgt at kommentere beslutningen uden for arbejdspladsen.
»Jeg er nødt til at lægge min DR-rolle lidt til side og råbe op, for det burde være en kerneopgave for DR at formidle film og tv-serier til borgerne. Jeg er selvfølgelig ansat som tv-vært, men jeg er først og fremmest filmelsker,« forklarer hun.
'Filmselskabet' har eksisteret siden 2012, og Maria Månson er da også godt klar over, at tiderne skifterne, og nogle gange er der også behov for at gennemtænke eksisterende programmer. Men derfor mener hun stadig ikke, at man ligefrem behøver at lukke et program ned af den grund.
»Vi bliver hele tiden bombarderet med nye film og tv-serier på diverse streamingtjenester, og jeg synes, DR har til opgave at sortere i den jungle for seerne, da jeg ikke ellers ved, hvem der skulle kunne løfte opgaven,« siger hun.
Hun ser samtidig et problem for nichemarkedet inden for filmformidling, når sidste afsnit af 'Filmselskabet' er blevet sendt 12. december:
»Taberne bliver de mindre film, som ikke har plads på de store lærreder. Dem, der ikke har en stemme, mister en helt afgørende platform.«
Hos DR forklarer man beslutningen om at lukke programmet med, at den omdiskuterede spareplan har sat sit markante aftryk i mediehuset.
»Der er desværre ikke plads til alle programmer. Vi har været nødt til at prioritere, men vi stopper ikke med filmformidling, da vi fortsat vil have tilbud som 'Troldspejlet', 'K2' og 'Filmland',« fortæller Lisbeth Langwadt, der er programchef i DR, til B.T.
Men er denne beslutning ikke bare et tegn på, at I nedprioriterer nicheprogrammer?
»Det er absolut ikke en nedprioritering, og på det nye DR2 har vi da også en ambition om at give høj kvalitet og høj værdi til de seere, der er særligt interesserede i kulturen. Vi prioriterer i høj grad stadig filmstoffet, men vi har bare valgt at udvikle nye formater til det,« afslutter hun.