Leonardo DiCaprio vil lave en amerikansk udgave af 'Druk'. Hvad betyder det ellers for Thomas Vinterberg at vinde en Oscar?

»Thomas kan reelt vælge, præcis hvad han vil lave nu,« lød det forleden fra Samuel Williamson, der er direktør for det amerikanske filmselskab Samuel Goldwyn.

»Han har rimeligt frit valg på alle hylder i forhold til både projekter og skuespillere,« fortsatte filmmanden – hvis job dog også det seneste stykke tid netop har været at promovere 'Druk' i USA.

Spørger man en mere objektiv kilde, er der dog noget om snakken.

Thomas Vintberg med sin Oscar.
Thomas Vintberg med sin Oscar. Foto: CHRIS PIZZELLO
Vis mere

Ifølge Jacob Ludvigsen, der er filmredaktør hos Soundvenue, er Thomas Vinterberg med 'Druk'-succesen nu trådt et skridt op ad rangstigen.

»Han vil få langt flere tilbud, end han nogensinde har fået før – og måske tilbud på en lidt anden skala end tidligere,« forklarer Jacob Ludvigsen, der påpeger, at det begyndte allerede før Oscar-sejren, da 'Druk' det seneste halve års tid har fået så meget omtale og medvind, at udfordringen nu bliver at modstå nogle af fristelserne og ikke bare sige ja til at lave en film, fordi Brad Pitt er med.

For det er ikke første gang, at Thomas Vinterberg har haft alles øjne på sig og efterfølgende brændt nallerne.

Da han som 29-årig i 1998 bragede frem med dogmefilmen 'Festen', væltede det ind med tilbud fra Hollywood, uden at det blev nogen succes.

Thomas Vinterberg da han i 1998 hittede internationalt med Dogme-filmen 'Festen'.
Thomas Vinterberg da han i 1998 hittede internationalt med Dogme-filmen 'Festen'. Foto: PASCAL GUYOT
Vis mere

»Han havde lidt svært ved at finde ud af, hvad han skulle bruge sin succes til, og kom til at lave nogle engelsksprogede projekter, som måske ikke lige var ham,« fortæller Jacob Ludvigsen og tænker blandt andet på filmen 'It's All About Love' fra 2003, der trods stjerner som Joaquin Phoenix og Sean Penn på rollelisten floppede fælt.

Bille August, der i 1989 vandt en Oscar for 'Pelle Erobreren', fortalte forleden til Ritzau, hvordan verden efterfølgende lå åben for ham, og at man i den situation skal lære at holde hovedet koldt, når der skal navigeres i Hollywood, hvor penge betyder alt.

»Jeg har oplevet nogle gange, at jeg blev presset ud i noget, jeg ikke kunne stå inde for, fordi der er nogle kommercielle interesser på spil,« lød det fra Bille August.

Søren Kragh-Jacobsen har aldrig vundet en Oscar, men han har selv prøvet at rejse verden rundt med en film. Også han advarer om, hvor dræbende det kan være at skulle ride på en international succes.

Bille August da han i 1989 vandt en Oscar for 'Pelle Erobreren'.
Bille August da han i 1989 vandt en Oscar for 'Pelle Erobreren'. Foto: BANDPHOTO BP/C-26452
Vis mere

»Jeg brugte nærmest et år på at rejse rundt med 'Mifunes sidste sang', og det suger al kunstnerisk kraft ud af dig,« fortæller han.

Den kinesiske filminstruktør Chloé Zhao, der i år blev Oscar-uddelingens helt store vinder med sin film 'Nomadland', oplever ligesom Thomas Vinterberg en stor hype for tiden og skal trods sin indie-baggrund lave den næste store Marvel-film 'Eternals' med Angelina Jolie i hovedrollen.

Skulle Thomas Vinterberg få et lignende tilbud, er han dog ikke sikker på, at han vil sige ja, fortæller han til B.T.:

»Det tror jeg ikke. Jeg er heller ikke blevet spurgt. Men jeg er da blevet præsenteret for nogle virkelig spændende projekter de seneste dage herovre. Det er for mig bare sådan med film, at man skal blive forelsket i konceptet, lidt ligesom når man møder en kommende kæreste.«

Den kinesiske instruktør Chloé Zhao, der blev årets store Oscar-vinder med filmen 'Nomadland'.
Den kinesiske instruktør Chloé Zhao, der blev årets store Oscar-vinder med filmen 'Nomadland'. Foto: CHRIS PIZZELLO
Vis mere

Jacob Ludvigsen fra Soundvenue tilføjer, at det også kan være svært for en dansk instruktør at få samme kontrol over en stor Hollywood-film, som man er vant til i Danmark.

»Ved de store blockbusters er det normalt producerne, der har det sidste ord. En mulighed er at vælge at lave film med lidt mindre budgetter, men stadig have relativt store skuespiller, som eksempelvis norske Joachim Trier lykkedes med, da han lavede filmen 'Louder Than Bombs'.«

Spørgsmålet er derudover, hvilken vej Thomas Vinterberg vil gå.

Susanne Bier vandt i 2011 en Oscar for 'Hævnen' og har blandt andet instrueret serier som 'Natportieren' og 'The Undoing' med stjerner som Hugh Grant, Nicole Kidman og Tom Hiddleston.

Susanne Bier da han i 2011 vandt en Oscar for 'Hævnen'.
Susanne Bier da han i 2011 vandt en Oscar for 'Hævnen'. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

»Hun er blevet en ret stor Hollywood-instruktør. De største ting har dog ikke været hendes personlige projekter,« forklarer Jacob Ludvigsen

»Hun har været inde over som producer og har haft stor bestemmelse, men det har været opgaver, hun har været hyret ind til.«

Jacob Ludvigsen tror, at Thomas Vinterberg, som han også har udtalt, vil holde fast i at have så meget kontrol over sine film som muligt og lave ting, der står ham nært. I den forbindelse er det godt, at hans næste projekt er en dansk tv-serie til TV 2.

»Det giver ham mulighed for ikke at tage en forhastet beslutning og så vente på det helt rigtige tilbud,« vurderer Jacob Ludvigsen.