Siden den populære tv-serie 'Friends', eller på dansk 'Venner', stoppede i 2004, har fans af serien efterspurgt en mulig genforening mellem vennerne.

Gang på gang er håbet dog blevet skudt ned, og drømmen om en reunion har set ud til at være tæt på uopnåelig. Men nu er der måske alligevel en chance for, at det sker.

Det skyldes, at hitserien forsvinder fra streamingtjenesten Netflix ved årets udgang og i stedet vil være at finde på den nye tjeneste HBO Max, der forventes at gå i luften til maj næste år, skriver The Hollywood Reporter.

Ifølge The Hollywood Reporter arbejder streamingtjenesten i øjeblikket på at få en aftale i stand med de seks venner, Jennifer Aniston, Courtney Cox, Lisa Kudrow, Matt LeBlanc, David Schwimmer og Matthew Perry, samt seriens to skabere, Marta Kauffman og David Crane.

Selvom der endnu ikke er nogen officiel aftale på plads, så skulle der angiveligt være snakke mellem parterne om en mulig genforening på den nye streamingtjeneste, skriver mediet.

Det er ellers ikke mere end små to måneder siden, at seriens skabere udelukkede, at serien ville genopstå.

Siden da har både Jennifer Aniston og Courtney Cox lagt billeder op på det sociale medie Instagram, hvor de ses sammen med medskuespillerne fra den populære serie, hvilket har givet yderligere håb til fans af serien.

Selvsamme Jennifer Aniston fortalte i sidste måned under et interview med Ellen Degeneres i talkshowet 'The Ellen Degeneres Show', at et reboot af serien var udelukket. Samtidig fortalte hun, at håbet var, at de ville kunne finde en anden måde at blive genforenet på.

»Vi ville elske, at der var et eller andet, men vi ved ikke, hvad det skulle være. Så vi prøver bare. Vi arbejder på noget,« sagde hun dengang kryptisk.

Hun åbnede op for, at der kunne være tale om en film, men ville samtidig ikke give folk falske forhåbninger.

Senere fortalte hun i et interview med talkshowværten Stephen Colbert, at der er noget undervejs, men at de endnu ikke ved, hvad det mere præcist dækker over.

'Venner' har i 2019 kunnet fejre 25-års jubilæum. Serien, der endte med 236 afsnit, startede i 1994 og sluttede igen 10 år senere.